Vejen til Kristus
Vejen til Kristus | |
Både naturen og den hellige skrift vidner om Guds kærlighed. Vor Fader i himmelen er livets, visdommens og glædens kilde. Betragt de underfulde, skønne ting i naturen og se, hvor vidunderligt de er afpassede efter både menneskenes og alle andre levende skabningers behov og lykke. Solskinnet og regnen, der vederkvæger joden, og bjerge, hav og sletter, vidner om Skaberens kærlighed. Det er Gud, som skaffer alle sine skabninger, hvad de behøver hver dag. Salmisten siger så smukt (Sl. 145,15- 16): »Alles øjne bier på dig, du giver dem føden i rette tid; du åbner din hånd og mætter alt hvad der lever med hvad det ønsker.«
Gud skabte mennesket fuldkommen helligt og lykkeligt; og da jorden var færdig fra Skaberens hånd, var der intet, der visnede eller døde, intet spor af forbandelse var at se. Det er overtrædelse af Guds lov, som har bragt elendighed og død. Men i selve de lidelser, der er en følge af synd, åbenbares Guds kærlighed. Der står, at Gud forbandede jorden for menneskets skyld. 1Mos, 3,17. Men torne og tidsler, de vanskeligheder og besværligheder, som fylder menneskenes liv med møje og bekymring, skulle tjene til deres gavn. De hører med til den plan, Gud lagde for at løfte dem op af den fordærvelse og fornedrelse, synden havde ført dem i. Skønt menneskene faldt, er dog ikke alting sorg og elendighed. Selve naturen bringer os budskab om håb og trøst. Der er blomster på tidslerne, og tornene er skjult af roser.
»Gud er kærlighed.« Dette er skrevet på hver knop, som springer ud, på hvert græsstrå, der sirer frem. De dejlige fugle, som fylder luften med deres glade sang, de yndigt farvede blomster, der spreder vellugt omkring sig, skovens majestætiske træer med deres grønne blade alt vidner om Guds kærlige, faderlige omsorg og om, at det er hans vilje at gøre menneskene lykkelige.
Guds ord åbenbarer hans væsen. Han har selv vidnet om sin uendelige kærlighed og miskundhed. Da Moses bad: »Lad mig dog skue din herlighed!« svarede Herren: »Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig.« 2Mos. 33,18-19. Dette er Guds herlighed. Herren gik forbi Moses og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde og overtrædelse og synd.« 2Mos. 34,6-7. Han er »langmodig og rig på miskundhed«. »Han bærer over med synd.« Jon. 4,2; Mik. 7,18.
Gud har forenet os med sig selv ved utallige tegn i himmelen og på jorden. Han har søgt at åbenbare sig for os gennem naturen og ved de stærkeste og ømmeste jordiske bånd, som menneskelige hjerter. kender. Og dog er disse blot en ufuldkommen fremstilling af hans kærlighed. Skønt Gud havde givet alle disse beviser på sin kærlighed, forblindede sjælefjenden dog menneskene, så at de betragtede Gud med frygt og anså ham for at være streng og uforsonlig. Satan fik menneskene til at forestille sig Gud som et væsen, hvis fornemste egenskab er streng retfærdighed, som en hård dommer, en barsk, fordringsfuld gældsherre. Han skildrede Skaberen som et væsen, der våger med nidkære øjne for at opdage menneskenes vildfarelser og fejl, så at han kan hjemsøge dem med sine domme. For at fjerne denne mørke skygge og åbenbare Guds evige kærlighed kom Jesus ned til denne jord og tog bolig blandt menneskene.
Guds søn kom fra himmelen for at åbenbare Faderen. »Ingen har nogen sinde set Gud; Den enbårne Søn, som er i Faderens skød, han har kundgjort ham.« »Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.« Joh. 1,18; Matt. 11,27. Da en af disciplene sagde til Jesus: »Vis os Faderen,« svarede han: »Så lang en tid har jeg været hos eder og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen?« Joh. 14,8-9.
Jesus sagde, da han beskrev sin jordiske mission: »Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde fangne, at de skal lades løs, og blinde, at de skal få deres syn, for at sætte plagede i frihed.« Luk. 4,18. Dette var Jesu gerning. Han gik omkring og gjorde godt og helbredte alle, der var plaget af Satan. Der fandtes hele byer, hvor sygdom og nød var forsvundet fra hvert hus, fordi han havde færdedes der og helbredt alle de syge. Hans gerning vidnede om, at Gud havde salvet ham. Kærlighed, nåde og barmhjertighed kom til syne i alle hans handlinger. Hans hjerte hang i øm medfølelse ved menneskenes børn. Han påtog sig deres natur for at kunne skaffe dem, hvad de behøvede. De fattige og ringeste frygtede ikke for at komme til ham. Endog små børn følte sig draget til ham. De holdt af at sidde på hans knæ og se ind i hans tankefulde og af kærlighed strålende ansigt.
Jesus holdt ikke et eneste sandheds ord tilbage; men han udtalte det altid i kærlighed. Han talte altid passende og betænksomt og viste venlig opmærksomhed i sin omgang, med mennesker. Han var aldrig uhøflig og talte aldrig et strengt ord, uden at det var nødvendigt. Han voldte ingen ømfindtlig sjæl nogen unødig smerte. Han dadlede ikke menneskenes svaghed. Han fordømte hykleri, vantro og uretfærdighed, men der var tårer i hans øjne, nå han udtalte sine strenge irettesættelser. Han græd over Jerusalem, den stad, han elskede, men som nægtede at antage ham, der var vejen, sandheden og livet. De havde forkastet ham, deres frelser; men han så på dem med en øm medlidenhed. Hans liv var fuldt af selvfornægtelse og utrættelig omhu for andre. Hver sjæl var dyrebar i hans øjne. På samme tid som han altid optrådte med guddommelig værdighed, vendte han sig med de ømmeste følelser til ethvert medlem af Guds familie. Han betragtede alle mennesker som faldne sjæle, som det var hans opgave at frelse.
Dette var Kristi karakter, som den viste sig i hans liv; og dette er Guds karakter. Det er fra Faderens hjerte den i Kristus åbenbarede guddommelige barmhjertighed flyder ud til menneskenes børn. Jesus, den ømme, medlidende frelser, var Gud »åbenbaret i kød.« 1Tim. 3,16.
Det var for at frelse os, Jesus levede, led og døde. Han blev en sorgens mand, for at,vi kunne få del i en evig glæde. Gud tillod, at hans elskelige søn, fuld af nåde og sandhed, fra en verden af ubeskrivelig herlighed steg ned til en verden, der var besmittet og fordærvet af synd, formørket af forbandelse og dødens skygge, Han tillod, at han forlod hans kærligheds skød, han, hvem englene tilbad, for at han måtte lide skam, forhånelse, fornedrelse, had og død. »Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.« Es. 53,3. 5. Betragt Guds søn i ørkenen, i Getsemane og på korset! Guds hellige søn tog syndens byrde på sig. Den, som havde været ét med Gud, følte i sin sjæl den forfærdelige adskillelse, som synden frembringer mellem Gud og menneskene. Dette fremtvang fra hans læber det smertefulde råb: »Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?« Matt. 27,46. Det var syndens byrde, følelsen af dens forfærdelige rækkevidde, af sjælens adskillelse fra Gud - det var dette, som knuste Guds søns hjerte.
Men dette store offer blev ikke bragt for at vække kærlighed til menneskene i Faderens hjerte eller for at gøre ham villig til at frelse dem. Nej, nej! »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne.« Joh. 3,16. Faderen elsker os, ikke på grund af det store offer, men han bragte offeret, fordi han elskede os. Kristus var den mellemmand, ved hvem Faderen kunne udøse sin evige kærlighed over en falden verden. Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv. 2Kor. 5,19. Gud led med sin søn. Med hans dødsangst i Getsemane have og hans kvalfulde død på Golgata betalte han i sin uendelige kærlighed, hvad vor forløsning kostede.
Jesus sagde: »Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen.« Joh. 10,17. Det vil sige: »Min Fader har elsket eder så højt, at han endog elsker mig mere, fordi jeg giver mit liv for at frelse eder. Idet jeg bliver eders stedfortræder og borgen, hengive mit liv og tager eders skyld og overtrædelse på mig, bliver jeg mere kær for Faderen; thi ved mit offer kan Gud være retfærdig og dog retfærdiggøre den, som tror på Jesus.«
Ingen anden end Guds søn kunne skaffe os forløsning; thi ingen anden end den, som var i Faderens skød, kunne åbenbare ham. Alene den, der kendte Guds kærligheds højde og dybde, kunne åbenbare den. Intet mindre end det evige offer, som Kristus frembar for faldne mennesker, kunne udtrykke Faderens kærlighed til den fortabte menneskeslægt.
»Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne.« Joh. 3,16. Han gav ham ikke blot til at leve blandt mennesker, til at bære deres synder og dø som deres offer, men han skænkede ham til den faldne slægt. Kristus skulle blive ét med menneskene i deres interesse og behov. Han, som var ét med Gud, har knyttet sig til menneskene med bånd, som aldrig skal briste. Jesus skammer sig ikke ved ,at kalde dem sine brødre. Heb. 2,11. Han er vort offer, vor talsmand og vor broder. Han bærer vor menneskelige skikkelse for Faderens trone, og gennem evigheden er han et med den slægt, han har forløst; han er Menneskesønnen. Og alt dette gør han, for at menneskene kan blive løftet op af den fordærvelse og fornedrelse, som er en følge af synden, for at de må afspejle Guds kærlighed og få del i hans glæde og hellighed.
Det der blev betalt for vor forløsning, det evige offer, som vor himmelske Fader bragte, da han gav sin søn til at dø for os, bør bibringe os høje begreber om, hvad vi kan blive ved Kristus. Da apostelen Johannes betragtede højden, dybden og bredden i Faderens kærlighed til den fortabte slægt, fyldtes han med ærefrygt og beundring. Han kunne ikke finde ord passende til at udtrykke storheden af Guds ømme kærlighed; derfor opfordrer han, verden til at betragte den. Han siger: »Se, hvor stor en kærlighed Faderen har givet os, at vi skal kaldes Guds børn!« 1Joh. 3,1. Hvor Gud dog værdsætter menneskene højt! Ved overtrædelse blev menneskenes børn Satans undersåtter. Ved tro på Kristi forsonende offer kan Adams sønner blive Guds sønner. Da Kristus påtog sig menneskenes natur forædlede han menneskeslægten. Faldne mennesker er stillet således, at de ved forening med Kristus i sandhed kan blive værdige til at kaldes Guds børn.
Denne kærlighed er uden lige. Børn af Den himmelske Konge hvilken dyrebar forjættelse! Hvilket emne for vor dybeste betragtning Guds kærlighed til en verden, som ikke elskede ham! Denne tanke virker ydmygende på sjælen og tager alle tanker til fange under Guds vilje. Jo mere vi betragter Guds karakter i korsets lys, desto klarere ser vi, hvorledes nåde og forladelse blandes med ret og retfærdighed, og desto tydeligere ser vi utallige beviser på en kærlighed, der er evig, og en medlidenhed, som overgår en moders ømmeste omsorg for det vildfarne barn.
Kristus - synderens eneste håb Oversigt
Mennesket var oprindelig udrustet med værdifulde evner og et velafbalanceret sind. Det var fuldkomment i sit væsen og i harmoni med Gud. Dets tanker var rene og dets hensigter hellige. Men dets evner blev fordærvede ved ulydighed, og egenkærlighed trådte i stedet for kærlighed. Dets natur blev så svækket ved overtrædelse, at det var umuligt for det i sin egen styrke at modstå det ondes magt. Det blev taget til fange af Satan og ville være forblevet i denne stilling for altid, dersom ikke Gud i nåde havde grebet ind. Det var Fristerens hensigt at hindre den guddommelige plan med menneskets skabelse og fylde jorden med elendighed og ødelæggelse; og han ville henvise til alt dette onde som en følge af, at Gud skabte mennesket.
I sin uskyldighedsilstand havde mennesket lifligt samfund med ham, »i hvem alle visdommens og kundskabens skatte findes skjulte.« Kol. 2,3. Men efter at det havde syndet, kunne det ikke længere finde glæde i hellighed og søgte at skjule sig for Gud. Sådan er endnu det uomvendte hjertes tilstand. Det er ikke i harmoni med Gud og finder ingen glæde i samfundet med ham. En synder kunne ikke være lykkelig i Guds nærhed; han ville vige tilbage for hellige væseners selskab. Dersom han fik lov at komme ind i himmelen, ville det ikke være nogen glæde for ham. Den uegennyttige kærlighed, som hersker der, hvor ethvert hjerte er fyldt af den evige kærlighed, ville ikke finde nogen genklang i hans sjæl. Hans tanker, interesser og bevæggrunde ville være forskellige fra dem, de syndfrie beboere ledes af. Han ville blive en mislyd i den himmelske harmoni. Himmelen ville blive et pinested for ham. Han ville søge at skjule sig for ham som er dens lys og midtpunktet for dens glæde. Det er ikke et vilkårligt påbud fra Guds side, der udelukker de ugudelige fra himmelen; de udelukkes, fordi de er uskikkede til omgivelserne,der. Guds herlighed ville for dem blive en fortærende ild. De ville hilse tilintetgørelse velkommen, at de kunne skjule sig for hans ansigt, som døde for at forløse dem.
Det er umuligt for os i vor egen kraft at slippe ud af den syndens afgrund, hvori vi er sunket. Vore hjerter er onde, og vi kan ikke forandre dem. »Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!« »Kødets higen er fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.« Job. 14,4; Rom, 8,7. Lærdom, dannelse, viljekraft og menneskelige bestræbelser kan alle være nyttige på rette sted; men her er de værdiløse. De kan frembringe en udvortes god opførsel, men ikke forandre hjertet. De kan ikke rense livets kildevæld. Der må en kraft til, som virker indvortes fra, et nyt liv ovenfra, før mennesket kan forvandles fra synd til hellighed. Denne kraft er Kristus. Hans nåde alene kan levendegøre sjælens døde evner og drage den til Gud og til hellighed. Frelseren sagde: »Uden nogen bliver født på ny (får et nyt hjerte, nye ønsker, hensigter og bevæggrunde, som leder til et nyt liv), kan han ikke se Guds rige.« Joh. 3, 3. Den tanke, at det kun er nødvendigt at udvikle det gode, som er i mennesket af naturen, er en farlig vildfarelse. »Det sjælelige menneske tager ikke imod de ting, som hører Guds ånd til; thi de er ham en dårskab og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt.»Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.« 1Kor. 2,14; Joh. 3,7. Der er skrevet om Kristus: I ham »var liv, og livet var menneskenes lys.« Joh. 1,4. Og Jesu navn er det eneste navn »under himme- len givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal blive frelste.« Apg. 4,12
Det er ikke nok at forstå Guds store kærlighed og at se hans miskundhed og faderlige ømhed. Det er ikke nok at fatte visdommen og retfærdigheden i hans lov og se, at den grunder sig på kærlighedens evige princip. Apostelen Paulus så alt dette, da han udbrød: »Så samstemmer jeg med loven i, at den er god.« »Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.« Rom. 7,16. 12. Men han tilføjede i sin sjæls ængstelse og fortvivlelse: »Jeg er kødelig, solgt under synden.« Rom.7,14. Han higede efter den renhed og retfærdighed, som han af sig selv ikke havde kraft til at erholde, og han udbrød: »Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« Rom. 7,24. Sådan lyder det råb, der er opsteget fra betyngede hjerter i alle lande til alle tider. Der er blot ét svar til alle: »Se det Guds lam, som bærer verdens synd.« Joh. 1,29.
Guds ånd har ved mange lignelser søgt at belyse og klargøre denne sandhed for de sjæle, der sukker efter befrielse fra deres syndeskyld. Da Jakob flygtede fra sine forældres hjem, efter at han havde syndet og bedraget Esau, følte han vægten af sin synd. Ensom og udstødt, som han var, og adskilt fra alf, hvad der havde gjort ham livet kært, var der een tanke som mere end alle andre knugede hans sjæl, og det var frygten for, at hans synd havde skilt ham fra Gud. Med bedrøvelse lagde han sig til hvile på den bare jord, omgivet alene af de ensomme høje, med den klare stjernehimmel over sig. Medens han sov, oprandt et mærkeligt lys for hans syn. Fra sletten, hvor han lå, syntes ligesom en stige at føre lige op til himmelens port, og Guds engle steg op og ned på stigen, medens Guds røst fra himmelens herlighed forkyndte et trøstens og håbets budskab. Således kundgjordes for Jakob det, hans sjæl higede efter budskabet om en frelser. Med glæde og taknemmelighed så han en vej, hvorpå han, synderen, atter kunne komme i samfund med Gud. Den hemmelighedsfulde stige fremstillede Jesus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.
Dette er det samme billede, som Jesus hentydede til i sin samtale med Nathanael, da han sagde: »I skal fra nu af se himmelen åbnet, og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Joh. 1,52. Ved faldet skilte mennesket sig selv fra Gud; al forbindelse mellem himmelen og jorden blev afskåret, og det svælg, som nu lå imellem dem, kunne intet menneske komme over. Men gennem Kristus er jorden atter blevet forbundet med himmelen. Kristus har ved sin fortjeneste lagt bro over den afgrund, synden havde frembragt, så at tjenende engle kan have samfund med menneskene. Kristus forbinder det faldne menneske i dets svaghed og hjælpeløshed med kilden til al magt.
Menneskenes drømme om fremskridt er forfængelige, og alle bestræbelser for menneskehedens forædling er forgæves, dersom de ikke søger hen til den eneste kilde, hvor der er håb og hjælp for den faldne slægt. »Al god gave og al fuldkommen gave« er fra Gud. Jak. 1,17. Ingen kan have en sand og ædel karakter, når han lever adskilt fra ham. Den eneste vej til Gud er Kristus. Han siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig.« Joh. 14,6
Gud ynkes over sine jordiske børn med en kærlighed, der er stærkere end døden. Idet han gav os sin søn, udøste han i een gave hele himmelen over os. Frelserens liv, død og forbøn for os, englenes tjeneste, Åndens kalden, Faderen, som arbejder overalt og gennem alle, de himmelske væseners vedvarende interesse alt dette samvirker til menneskenes frelse.
Lad os dog betænke det underfulde offer, der er fuldbragt for os! Lad os forsøge at skatte det arbejde og den iver, som himmelen udviser for at frelse de fortabte og føre dem tilbage til Faderens hus. Stærkere bevæggrunde eller kraftigere midler kunne aldrig være blevet benyttet ben overmåde store belønning, som venter de retfærdige himmelens glæde englenes selskab, Guds og hans søns samfund og kærlighed, alle vore evners forædling og udvikling gennem evigheden burde ikke alt dette give os en kraftig tilskyndelse og opmuntring til at tjene og elske vor Skaber og Forløser af ganske hjerte?
På den anden side fremstiller Guds ord Herrens domme, som er udtalt over synden, den uundgåelige gengældelse, vor karakters fordærvelse og den endelige ødelæggelse for at advare os imod at tjene Satan.
Skal vi ikke agte på Guds nåde? Hvad mere kunne han gøre? Lad os søge at komme i det rette forhold til ham, som har elsket os med en så forunderlig kærlighed! Lad os benytte de midler, han har tilvejebragt, hvorved vi kan blive forvandlet efter hans billede og atter komme i samfund med de hellige engle og i harmoni og forening med Faderen og Sønnen.
Hvorledes kan et menneske blive retfærdigt for Gud? Hvorledes kan en synder blive retfærdiggjort? Alene ved Kristus kan vi komme i samfund med Gud og blive hans hellige. Men hvorledes skal vi komme til Kristus? Mange stiller det samme spørgsmål som mængden på pinsefestens dag, da de var overbeviste om synd og råbte: »Hvad skal vi gøre?« De første ord i Peters svar var: »Omvend eder.« Og ved en anden lejlighed kort efter sagde han: »Derfor fat et andet sind og vend om, for at eders synder må blive udslettede.« Apg. 2,37-38; 3,19.
Omvendelse indbefatter, at man er bedrøvet over synden og vender sig bort fra den. Vi vil ikke afstå fra synden, før vi ser dens syndighed, og der bliver ingen virkelig forandring i livet, før vi af hjertet vender om fra den.
Mange forstår ikke omvendelsens sande natur. En mængde mennesker er bedrøvede over, at de har syndet, og gør endogså en udvortes forandring til det bedre, fordi de frygter for, at deres onde gerninger skal påføre dem lidelse; men dette er ikke omvendelse, således som Bibelen lærer. De beklager lidelsen mere end synden. Således sørgede Esau, da han så, at han for bestandig havde forspildt sin førstefødselsret. Da engelen med draget sværd standsede Bileam på vejen, blev han forfærdet og erkendte sin synd af frygt for at miste livet; men der var ingen anger over synden, ingen forandring i hans beslutning, ingen afsky for det onde. Da Judas havde forrådt sin Herre, udbrød han: »Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod.« Matt. 27,4
Denne bekendelse blev fremtvunget af hans skyldbetyngede hjerte, fordi han med forfærdelse følte fordømmelsen og ventede dommen. De følger, der ville komme over ham, fyldte ham med angst; men der var ingen dyb, hjertegribende sorg i hans sjæl over, at han havde forrådt Guds uskyldige søn og fornægtet Israels Hellige. Farao bekendte sin synd for at undgå videre ulykke da han led under Guds straffedomme; men han trodsede atter Herren, så snart plagerne ophørte. Alle disse beklagede syndens følger men de følte ingen bedrøvelse over selve synden.
Men når hjertet giver efter for Guds ånds indflydelse, vil samvittigheden blive levende, og synderen vil forstå noget af Guds lovs store betydning og hellighed den lov som er grundvolden for hans regering i himmelen og på jorden, Det »lys, som oplyser hvert menneske« der kom til verden (Joh. 1,9), oplyser sjælens inderste kamre, og de i mørket skjulte ting åbenbares. Syndserkendelse trænger ind i sjælen og hjertet. Synderen får begreb om Jehovas retfærdighed og føler, hvor forfærdeligt det er i sin egen syndeskyld og urenhed at stå frem for ham, som ransager hjerterne. Han indser, hvor kærlig Gud er hvor skøn hellighed er, og hvilken glæde der er i renhed. Han længes efter at blive renset og komme i samfund med himmelen.
Davids bøn efter hans fald viser, hvad sand bedrøvelse over synd er. Hans anger var oprigtig og dyb. Han søgte ikke at undskylde sin synd. Der vat ingen begæring i hans bøn om at undgå den staf, som truede ham. David så, hvor forfærdelig hans overtrædelse var. Han så sin sjæls besmittelse og afskyede sin synd. Han bad ikke alene om syndsforladelse, men om et rent hjerte. Han længtes efter hellighedens glæde, så han på ny kunne komme i harmoni og samfund med Gud. Disse var hans hjertes ord (Sl. 32,1-2; 51,3-16):
»Salig den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult. Saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig.« »Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed ..... Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje. Rens mig fra synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne ..... Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse, giv mig til støtte en villig ånd ..... Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud, så skal min tunge lovsynge din retfærd.«
En omvendelse som denne formår vi ikke at fremkalde i vor egen kraft. Den kan alene erholdes ved Kristus, som opfor til det høje og har givet menneskene gaver.
Dette er netop et punkt, hvor mange tager fejl og derfor ikke får den hjælp, Kristus ønsker at give dem. De mener at de ikke kan komme til Kristus, uden at de først omvender sig, og at omvendelsen bereder vejen for deres synders forladelse. Det er sandt, at omvendelse går forud for synders forladelse; thi det er kun sønderbrudte og angergivne hjerter, der føler trang til en frelser. Men må synderen vente, indtil han har omvendt sig, før han kan komme til Jesus? Skal omvendelsen være en hindring, som træder imellem synderen og Frelseren?
Bibelen lærer ikke, at synderen må omvende sig, før han kan modtage Kristi indbydelse: »Kom hid til mig, alle, som lider møje og er, besværede, og jeg vil give eder hvile.« Matt. 11, 28. Det er den kraft, som udgår fra Kristus, der leder til sand omvendelse. Peter gjorde denne sag klar i sit vidnesbyrd til Israelitterne, da han sagde: »Ham har Gud ved sin højre hånd ophøjet til en fyrste og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse.« Apg. 5,31. Vi kan lige så lidt omvende os uden Kristi ånd, der vækker samvittigheden, som vi kan erholde syndsforladelse uden Kristus.
Kristus er kilden til enhver rigtig tilskyndelse. Han er den eneste, som kan indplante fjendskab i hjertet imod synden. Enhver længsel efter sandhed og renhed, enhver overbevisning om vor egen syndige tilstand er et vidnesbyrd om, at hans ånd virker på vore hjerter. Jesus har sagt: »Og jeg skal, mår jeg bliver ophøjet fra jorden, drage alle til mig.« Joh. 12,32. Kristus må blive åbenbaret for synderen som den frelser, der døde for verdens synder; og når vi ser Guds lam på Golgathas kors, begynder forløsningens hemmelighed at gå op for os, og Guds godhed leder os til omvendelse. Idet Kristus døde for syndere, udviste han en kærlighed, som er ubegribelig. Når synderen betragter denne kærlighed, blødgør den hans hjerte, bevæger sjælen og virker bedrøvelse over synden.
Det er sandt, at mennesket undertiden skammer sig over deres syndige veje og afstår fra nogle af deres onde vaner, før de mærker, at de drages til Kristus. Men når deres stræben efter forbedring kommer af et oprigtigt ønske om at handle rigtigt, er det altid Kristi kraft, som drager dem. En indflydelse, de ikke er sig bevidst, virker på sjælen, samvittigheden vækkes, og det udvortes liv forbedres. Og idet Kristus leder dem til at se på hans kors og betragte ham, hvem deres synder har gennemboret, vil hans bud virke på deres samvittighed. Deres ugudelige liv og synden, som er så dybt indgroet i sjælen, bliver åbenbaret for dem. De begynder at få nogen forståelse af Kristi retfærdighed og udbryder: Hvad er synden, at den skulle kræve et sådant offer for synderens frelse? Var al denne kærlighed, al denne lidelse, al denne fornedrelse nødvendig, for at vi ikke skulle fortabes, men have et evigt liv?
Synderen kan modstå denne kærlighed, han kan nægte at lade sig drage til Kristus; men dersom han ikke sætter sig imod, vil han blive draget til Jesus. Kundskaben om frelsens plan vil lede ham til korsets fod i anger over synder, der har bevirket Guds kære søns lidelser.
Den samme guddommelige ånd, der virker i naturen, taler til menneskenes hjerter og frembringer en usigelig længsel efter noget, de ikke har. Verdslige ting kan ikke tilfredsstille deres længsel. Guds ånd formaner dem inderligt til at søge de ting, som alene kan give fred og hvile, Kristi nåde og hellige glæde Ved synlige og usynlige indflydelser virker vor Frelser stadig for at drage menneskenes hjerter bort,fra syndens utilfredsstillende glæder til de evige velsignelser, som de kan erholde i ham. Til alle disse sjæle, som forgæves søger at drikke af denne verdens utætte brønde, lyder det guddommelige budskab: »Den, som tørster, han komme; og den, som vil, han modtage livets vand uforskyldt!« Åb. 22,17.
Du, som i dit hjerte længes efter noget bedre, end hvad denne verden kan give, lær dog at kende denne længsel som Guds stemme i din sjæl! Bed ham give dig omvendelse og åbenbare Kristus for dig i hans evige kærlighed, i hans fuldkomne renhed. I Frelserens liv kom Guds lovs grundsætninger, kærlighed til Gud og mennesker, frem til fuldkommenhed. Godgørenhed og uegennyttig kærlighed var hans sjæls lyst. Når vi betragter ham, og lyset fra vor Frelser falder på os, ser vi vor egen syndige tilstand.
Ligesom Nikodemus har vi måske smigret os med, at vort liv har været oprigtigt, at vor moralske karakter er god; og vi mener, at vi ikke behøver at ydmyge vore hjerter for Gud således som almindelige syndere. Men når lyset fra Kristus skinner ind i vore sjæle, vil vi se, hvor urene vi er. Vi vil opdage den egenkærlige bevæggrund og det fjendskab mod Gud, som har besmittet enhver handling i vort liv. Da vil vi forstå, at vor egen retfærdighed i sandhed er som et besmittet klædebon, og at Kristi blod alene kan rense os fra syndens besmittelse og forny vore hjerter efter hans eget billede.
En stråle af Guds kærlighed, et glimt af Kristi renhed, som gennemtrænger sjælen, viser tydeligt enhver syndeplet og åbenbarer den menneskelige karakters fordærvelse og mangler. Den viser de vanhellige begæringer, hjertets vantro og læbernes urenhed. Synderens ulydige handlinger, hvorved han har tilsidesat Guds lov, fremstilles for hans øjne, og hans ånd overbevises og bedrøves under Guds ånds ransagende indflydelse. Han får afsky for sig selv, når han betragter Kristi rene, ubesmittede karakter.
Da profeten Daniel så den herlighed, som omgav det himmelske sendebud, der kom til ham, overvældedes han af følelsen af sin egen svaghed og ufuldkommenhed. Han siger, idet han beskriver virkningen af denne underfulde scene: Der blev »ikke kraft tilbage i mig; og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere.« Dan. 10,8. Når sjælen bliver således berørt, vil den afsky sin egennytte og egenkærlighed. Den vil gennem Kristi retfærdighed søge den renhed i hjertet, som er i overensstemmelse med Guds lov og Kristi karakter.
Paulus siger, at han var »i retfærdigheden efter loven udadlelig« (Fil. 3,6), nemlig så vidt det angik hans udvortes handlinger; men da han fik forstand på lovens åndelige natur, så han sig selv som en synder. Han havde afstået fra synd, så vidt man kunne dømme efter lovens bogstav, således som menneskene anvender den på det udvortes liv; men da han så den dybe betydning i Guds hellige bud og så sig selv således, som Gud så ham, bøjede han sig i ydmyghed og bekendte sin skyld. Han sagde: »Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op; men jeg døde.« Rom. 7,9-10. Da han så lovens åndelige natur, viste synden sig i sin virkelige afskyelighed, og han nærede ikke længere høje tanker om sig selv
Ikke alle synder er lige store i Guds øjne. Efter hans bedømmelse såvel som efter menneskers er der forskellige grader af synd. Men hvor ubetydelig denne eller hin dårlige handling kan synes i menneskenes øjne er dog ingen synd lille i Guds øjne. Menneskers dom er partisk og ufuldkommen, men Gud ser alle ting, som de virkelig er. Man foragter drankeren og fortæller ham, at hans synd vil udelukke ham fra himmelen, medens hovmod, egennytte og gerrighed ofte tåles uden irettesættelse. Men disse synder er særlig afskyelige for Gud. De er i strid med hans væsen og barmhjertighed, med den uegennyttige kærlighed, som danner selve atmosfæren i den syndfrie verden. Den, der falder i en eller anden stor synd, kan have en følelse af sin armod og skam og af sin trang til Kristi nåde; men hovmod føler ingen trang, og derfor tillukker den hjertet for Kristus og de evige velsignelser, som han kom for at meddele os.
Den arme tolder, som bad: »Gud, vær mig synder nådig!« (Luk. 18,13), betragtede sig selv som et meget ugudeligt menneske, og andre så også sådan på ham. Men han følte sin trang til frelse, og besværet af sin synd og skam kom han til Gud og bad om nåde. Hans hjerte var åbent for Guds ånd, så den kunne udføre sit nådeværk og befri ham fra syndens magt. Farisæerens pralende egenretfærdige bøn viste, at hans hjerte var lukket for Helligåndens indflydelse. På grund af den store afstand mellem ham og Gud havde han ingen bevidsthed om sin egen besmittelse i modsætning til den guddommelige hellighed og fuldkommenhed. Han indså ikke, at han trængte til noget, og han fik heller intet.
Dersom du ser din syndige tilstand, så vent ikke for at gøre dig selv bedre. Hvor mange er der ikke, som mener, de ikke er gode nok til at komme til Kristus! Venter du at blive bedre ved dine egne bestræbelser?»Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og I gøre godt, I mestre i ondt.« Jer. 13,23. Der er ingen hjælp for os uden hos Gud. Vi bør ikke vente på kraftigere overtalelser, på bedre anledninger eller på et helligere sindelag. Vi kan ikke gøre noget for os selv. Vi må komme til Kristus, netop som vi er.
Men lad ingen bedrage sig selv med den tanke, at Gud i sin store kærlighed og nåde vil frelse endog dem, som forkaster hans nåde. Syndens store fordærvelse kan alene bedømmes i korsets lys. Når menneskene påstår, at Gud er for god til at forkaste syndere, så lad dem se hen til Golgatha. Det var, fordi der ikke var nogen anden måde, hvorpå menneskene kunne blive frelst, fordi det var umuligt for menneskeslægten uden Kristi offer at undfly syndens besmittende magt og atter komme i samfund med hellige væsener umuligt igen at blive delagtige i det åndelige liv det var derfor, Kristus tog de ulydiges skyld på sig og led i synderes sted. Guds søns kærlighed, lidelse og død vidner om syndens store afskyelighed og erklærer, at der ingen frelse er fra dens magt, intet håb om et højere liv, medmindre sjælen overgiver sig til Kristus.
Den uomvendte undskylder sig undertiden med at sige om dem, der kalder sig kristne:»Jeg er lige så god som de. De er ikke mere selvfornægtende, ædruelige eller forsigtige i deres opførsel, end jeg er De elsker, fornøjelse og nydelse, ligesom jeg gør.« Således benytter de andres fejl som undskyldning for deres egen pligtforsømmelse. Men andres synder eller mangler kan ikke undskylde nogen; thi Herren har ikke givet os et vildledende, menneskeligt mønster. Guds pletfri søn er vort eksempel, og de der klager over navnekristnes dårlige fremgangsmåde, er netop de mennesker, som burde leve et bedre liv og vise et ædlere eksempel. Hvis de ha et så højt begreb om, hvordan en kristen bør være, er da ikke deres egen synd så meget større? De ved, hvad der er rigtigt, men undlader at gøre det.
Vogt dig for opsættelse. Vent ikke til en anden gang med at forsage dine synder og få dit hjerte renset i Jesu blod. På dette punkt har tusinder og atter tusinder faret vild til deres evige fortabelse. Jeg vil ikke her dvæle ved livets korthed og uvished, men det udsætter os for en frygtelig fare en fare, som vi ikke tilstrækkeligt forstår når vi opsætter at agte på Helligåndens formanende røst og vælger at leve i synd; thi det er, hvad denne opsættelse virkelig betyder. Hvor ubetydelig man end anser synden for at være, kan man dog ikke hengive sig til den uden fare for evig fortabelse. Det, vi ikke overvinder vil overvinde os og bevirke vor ødelæggelse.
Adam og Eva indbildte sig, at en så ubetydelig sag som at spise af den forbudne frugt ikke kunne medføre så frygtelige følger, som Gud havde sagt. Men denne ubetydelige sag var en overtrædelse af Guds hellige, uforanderlige lov, og den skilte mennesket fra Gud, åbnede dødens porte og bragte usigelig elendighed over vor verden. Gennem alle tider er nødråb og klager steget op fra jorden, og al skabningen sukker og er tilsammen i smerte som følge af menneskenes ulydighed. Himmelen selv har følt virkningerne af deres oprør mod Gud. Korset står som et minde om det forunderlige offer, som behøvedes for at gøre forsoning for Guds lovs overtrædelse. Lad os ikke betragte synden som en ubetydelighed.
Enhver overtrædelse, enhver tilsidesættelse og forkastelse af Kristi nåde falder tilbage på dig selv. Den forhærder hjertet, fordærver viljen, sløver forstanden og gør dig ikke blot mindre tilbøjelig til at overgive dig, men svækker også din evne til at give efter for Helligåndens ømme kalden.
Mange beroliger deres besværede samvittighed med den tanke at de kan forandre deres dårlige vandel, når de vil, at de kan handle letsindigt med nådens indbydelse og dog atter og atter påvirkes af ånden. De mener, at de efter at have foragtet nådens ånd og efter at have brugt deres indflydelse på Satans side kan forlade deres onde vej, hvis de kommer i den yderste nød. Men dette sker ikke så let. Et livs erfaring og opdragelse har så grundigt dannet karakteren, at kun få da ønsker at omdannes efter Jesu billede.
Endog blot een mangel ved karakteren, blot eet syndigt ønske som man vedbliver at nære, vil til sidst tilintetgøre evangeliets kraft. Enhver syndig nydelse styrker sjælens modstand mod Gud. Den mand, som viser hårdnakket vantro eller sløv ligegyldighed mod Guds sandhed, høster blot det, han selv har sået. Der findes ikke i hele Bibelen nogen frygteligere advarsel imod at handle letsindigt med det onde end den vise mands ord om, at den ugudelige »skal holdes fast i syndens reb«. Ordsp. 5,22.
Kristus er rede til at frelse os fra synd, men han tvinger ingen; og dersom vi ved fortsat overtrædelse fremturer i det onde, og vi ikke ønsker at blive frelst, ikke er villige til at modtage hans nåde, hvad mere kan han så gøre? Vi er selv skyld i vor fortabelse, når vi forsætligt forkaster hans kærlighed.»Se, nu er det en velbehagelig tid. Se, nu er det en frelsens dag.« I dag, når I hører hans røst, da forhærd ikke eders hjerter.« 2Kor. 6,2; Heb. 3,7-8.
»Mennesker ser på det, som e for øjnene, men Herren ser på hjertet« 1Sam. 16,7. Han ser på det menneskelige hjerte med dets glæder og sorger, det urolige vildfarende hjerte der er bolig for så megen urenhed og svig. Han kender dets bevæggrunde, dets inderste hensigter og beslutninger. Gå til ham med din sjæl, så besmittet som den er. Åbn dens kamre, ligesom Salmisten for det altseende øje og udbryd:»Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om jeg er på smertens vej og led mig på evighedens vej.« Sl. 139,23-24.
Mange antager en fornuftreligion, et skin af gudsfrygt, uden at hjertet er renset. Lad din bøn være:»Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.« Sl. 51,12. Vær oprigtig mod din egen sjæl. Vær lige så alvorlig og udholdende, som du ville være, hvis dit timelige liv var i fare. Dette er en sag, som må afgøres mellem Gud og din egen sjæl; den må afgøres for evigheden. Et indbildt håb vil blive dig til fordærvelse.
Ransag Guds ord under bøn. I Guds lov og Kristi liv fremstiller dette ord de store grundsætninger og den hellighed for dig,»uden hvilken ingen skal se Herren«. Heb. 12,14. Det overbeviser om synd og åbenbarer tydeligt frelsens vej. Giv agt på det; for deri taler Guds stemme til din sjæl.
Når du ser, hvor forfærdende synden er, når du ser dig selv således, som du virkelig er, så hengiv dig ikke til fortvivlelse. Det var syndere, Kristus kom for at frelse. Vi skal ikke forlige Gud med os, men hvilken underfuld kærlighed! Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv. 2Kor. 5,19. I sin ømme kærlighed indbyder han venlig sine vildfarende børn til at komme. Ingen jordisk fader kan være så tålmodig med sine børns fejl, som Gud er med dem, han søger at frelse. Ingen kan mere kærlighedsfuldt formane overtrædere. Ingen menneskelige læber har nogen sinde udtalt mere indtrængende indbydelser til de vildfarende end han. Alle hans løfter og advarsler ånder intet andet end stor kærlighed.
Når Satan kommer og siger, at du er en stor synder, så se hen til din Forløser og tal om hans fortjeneste Det, der vil hjælpe dig, er at se op til hans lys. Erkend, at du har syndet, men sig til fjenden, at»Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere« (1Tim. 1,15), og at du kan blive frelst ved hans uforlignelige kærlighed. Jesus stillede Simon et spørgsmål angående to skyldnere. Den ene skyldte ham en meget stor sum, den anden en noget mindre, men han eftergav dem begge, og Kristus spurgte Simon, hvilken af disse skyldnere, der ville elske sin herre mest. Simon svarede:»Den, hvem han eftergav mest« Luk. 7,43. Vi har været store syndere, men Kristus døde, for at vi kunne få tilgivelse. Hans offers fortjeneste e stor nok til at fremstille det for Faderen til gavn for os. De, han har eftergivet mest, vil elske ham mest og vil stå nærmest ved hans trone for at prise ham for hans store kærlighed og hans evige offer. Når vi til fulde fatter Guds kærlighed, forstår vi bedst syndens syndighed. Når vi ser, hvor langt Gud hat rakt sin arm ned til vor frelse, og vi forstår noget af det usigelige offer, Kristus har bragt for os, vil det smelte vort hjerte og fylde os med dyb anger.
»At dølge sin synd fører ikke til held; men bekendes og slippes den, finder man nåde.« Ordsp 28,13.
Betingelserne for at erholde Guds nåde er retfærdige, enkle og rimelige. Herren fordrer ikke, at vi skal gøre noget besværligt for at kunne få syndsforladelse. Vi behøver ikke at foretage lange og besværlige pilgrimsrejser eller udføre smertefulde bodsøvelser for at anbefale vore sjæle til Himmelens Gud eller for at udsone vor overtrædelse; den, der bekender sin synd og afstår fra den, skal møde barmhjertighed.
Apostelen siger:»Bekend derfor synderne for hverandre og bed for hverandre, at I må blive helbredte.« Jak. 5,16. Bekend jeres synde for Gud, som alene kan tilgive dem, og bekend jeres fejl for hverandre. Dersom du har forurettet din ven eller din nabo, bør du bekende din fejl, og det er hans pligt villigt at tilgive dig. Dernæst bør du bede Gud om tilgivelse, for den broder, du har såret, tilhører Gud, og idet du skadede ham, syndede du imod din Skaber og Forløser. Sagen fremføres for den eneste sande forsoner, vor store Ypperstepræst,»som er fristet i alle ting i lighed med os, dog uden synd« og som»kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder«. Heb. 4,15. Han er mægtig til at borttage enhver uretfærdigheds plet.
De, der ikke har ydmyget deres sjæle for Gud ved at bekende deres skyld, har endnu ikke opfyldt den første betingelse for at blive antaget af Gud. Hvis vi ikke ha erfaret den omvendelse, der ikke fortrydes, og ikke har bekendt vore synder med sand ydmyghed og en sønderbudt ånd, så at vi afskyr vor uretfærdighed, har vi aldrig i sandhed søgt at få syndsforladelse. Og hvis vi aldrig har søgt, har vi aldrig fundet Guds fred. Den eneste grund til, at vi ikke har fået forladelse for tidligere begåede synder, er, at vi ikke er villige til at ydmyge vore hjerter og rette os efter Guds ords betingelse. Der er givet tydelig undervisning om denne sag. Enten syndsbekendelsen sker offentligt eller privat, bør den komme fra hjertet åbent og ærligt. Ingen bør nødes dertil. Bekendelsen må ikke aflægges let og ligegyldigt eller tvinges frem hos dem, der ikke ha noget klart begreb om syndens virkelige natur. Den bekendelse, der kommer fra hjertets inderste, finder vej til den evige, barmhjertige Gud. Salmisten siger:»Herren er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt.« Sl. 34,19.
Sand bekendelse er altid af en særegen at og erkender særskilte synder. Disse kan være sådan, at de bør fremlægges for Gud alene; de kan være fejl, der bør bekendes for mennesker, man har forurettet eller skadet; eller de kan være af offentlig natur og bør da bekendes offentligt. Men al bekendelse må være bestemt og saglig, så man bekender netop de synder, man har gjort sig skyldig i.
I Samuels dage gled Israelitterne bort fra Gud de måtte lide syndens onde følger; for de havde tabt troen på Gud. De havde tabt deres forståelse af hans magt og visdom til at lede folket, tabt deres tillid til hans evne til at forsvare og hævde sin sag. De vendte sig bort fra verdensaltets hersker og ønskede en lignende regering, som de omkringboende nationer havde. Før de fandt fred, aflagde de denne tydelige bekendelse, at til alle deres andre synder havde de»føjet den brøde at kræve en konge.« 1Sam. 12,19. De måtte bekende netop den synd, de var blevet overbevist om. Deres utaknemmelighed knugede dem og skilte dem fra Gud.
Bekendelsen vil ikke blive antaget af Gud uden oprigtig anger og omvendelse Der må foregå afgjorte forandringer i livet. Alt, hvad der har Guds mishag, må aflægges. Dette vil uvægerligt blive følgen af sand bedrøvelse over synd. Det værk, der må udrettes fra vor side, fremstilles tydeligt for os.»Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!« Es. 1,16-17. Dersom»den gudløse giver pant tilbage, godtgør hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø.« Ez. 33,15. Paulus siger, idet han taler om omvendelse:»Thi se, just dette, at I blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver virkede det ikke hos eder, ja forsvar, ja harme, ja frygt« ja længsel, ja nidkærhed, ja straf! På enhver måde beviste I, at I selv var rene i denne sag.« 2Kor. 7,11.
Når synden har sløvet den moralske dømmekraft, kan overtræderen ikke se manglerne i sin karakter eller fatte hvor stor den synd er, han har begået, og dersom han ikke giver efter for Helligåndens overbevisende kraft, vedbliver han til dels at være blind for sin synd. Hans bekendelse er ikke oprigtig eller alvorlig: hver gang han erkender sin synd, føjer han en undskyldning til for at besmykke sin fremgangsmåde. Han siger at hvis det ikke havde været for visse omstændigheders skyld, ville han ikke have gjort dette eller hint, som han nu bliver irettesat for.
Efter at Adam og Eva havde spist af den forbudne frugt, betoges de af en følelse af skam og forfærdelse. Deres første tanke var, hvorledes de kunne undskylde deres synd og undfly den frygtede dødsdom. Da Gud udspurgte dem angående deres synd, forsøgte Adam dels at lægge skylden på Gud og dels på sin hustru. Han svarede: »Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg« Kvinden lagde skylden på slangen og sagde:»Slangen forførte mig, og så spiste jeg.« 1Mos. 3,12-13. Hvorfor skabte du slangen? Hvorfor tillod du den at komme ind i Eden? Disse spørgsmål ligger i hendes undskyldning for hendes synd, Således lagde hun ansvaret for deres fald på Gud. Denne tilbøjelighed til at retfærdiggøre sig selv har sin oprindelse hos løgnens fader, og den har siden vist sig hos alle Adams sønner og døtre. Denne slags bekendelse er ikke indgivet af Guds ånd, og den vil ikke blive antaget af Gud. Sand anger vil lede et menneske til selv at bære sin skyld og bekende den uden forstillelse og hykleri. Ligesom den arme tolder, der ikke engang turde opløfte sine øjne til himmelen, vil han udbryde:»Gud, vær mig synder nådig!« Luk. 18, 13. Og de, som bekender deres skyld, vil blive retfærdiggjort, for Jesus vil frembære sit blod som forsoning for den angrende sjæl.
De eksempler på oprigtig anger og ydmygelse, som findes i Guds ord, viser en villighed til bekendelse, der ikke giver plads for nogen undskyldning for synden eller noget forsøg på at retfærdiggøre sig. Paulus søgte ikke at undskylde sig selv. Han beskriver sin synd med de mørkeste farver uden at forsøge at gøre sin skyld mindre, end den er. Han siger:»Jeg indespærrede mange af de hellige i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne og når de blev slået ihjel, gav jeg min stemme dertil. Og i alle synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem, forfulgte jeg dem endog til udenlandske byer.« Apg. 26,10-11. Han tager ikke i betænkning at erklære:»Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, iblandt hvilke jeg er den største.« 1Tim. 1,15.
Det ydmyge, sønderknuste hjerte, der er oprigtig bodfærdigt, vil ane noget af Guds kærlighed og Jesu lidelse på korset; og ligesom en søn bekender for en elskede fader, således vil den virkelig angrende fremlægge alle sine synder for Gud. Og det er skrevet:»Dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlade os synderne og renser os fra al uretfærdighed.« 1Joh. 1,9.
Guds løfte lyder:»Såfremt I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder«. Jer. 29,13.
Hele hjertet må overgives til Gud, ellers vil den forandring, hvorved vi fornyes efter hans billede, aldrig kunne ske i os. Vi er af naturen fremmede for Gud. Helligånden beskriver vor tilstand med udtryk som disse:»Døde ved eders overtrædelser og synder« Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet« der er»intet helt«. Vi er fangne i Djævelens snare»til at gøre hans vilje«. Ef. 2,1; Es. 1,5-6; 2Tim. 2,26. Gud ønsker at helbrede os, at gøre os fri. Men eftersom dette fordrer en fuldstændig forvandling, en fornyelse af hele vor natur, må vi overgive os helt til ham.
Kampen om vort kødelige sind er den største kamp, som nogen sinde er udkæmpet. Opgivelsen af selvet overgivelsen af alt under Guds vilje fordrer kamp; men sjælen må overgive sig til Gud, før den kan fornyes i hellighed.
Guds styre er ikke som Satan gerne vil fremstille det, en urimelig tvang grundet på vor blinde underkastelse. Det appellerer til forstanden og samvittigheden.»Kom, lad os gå i rette med hinanden.« Es. 1,18. Således lyder Skaberens indbydelse til de væsener han har skabt. Gud tvinger ikke sine skabningers vilje. Han kan ikke modtage en tilbedelse, der ikke gives godvilligt og med forstand. En tvungen underdanighed ville hindre al virkelig udvikling af sjælen og karakteren; den ville gøre mennesket blot til en maskine, og dette er ikke Skaberens hensigt. Han vil, at mennesket, kronen på hans skaberværk, skal nå frem til den højest mulige udvikling. Han fremstiller for os de velsignelsens højder, hvortil han ved sin nåde ønsker at føre os. Han indbyder os til at overgive os til ham, at han må virke sin vilje i os. Det står til os selv at vælge, om vi vil udfries fra syndens trældom og få del i Guds børns hellige frihed.
Når vi overgiver os til Gud, må vi nødvendigvis give afkald på alt, hvad der vil skille os fra ham. Derfor siger Frelseren: »Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min discipel.« Luk. 14,33. Alt det, som drager hjertet bort fra Gud, må fjernes. Mammon er manges afgud. Kærlighed til penge og lyst til rigdom er den gyldne lænke, der binder dem til Satan. Andre higer efter berømmelse og verdslig ære. Atter andre dyrker et liv i egenkærlig magelighed og ansvarsløshed. Men disse trællebånd må brydes. Vi kan ikke tilhøre Gud og verden på samme tid. Vi er ikke Guds børn, medmindre vi tilhører ham fuldstændigt. Der er dem, som bekender sig til at tjene Gud, mens de stoler på deres egne bestræbelser for at lyde hans lov, udvikle en god karakter og blive frelst. Deres hjerter er ikke grebet af nogen dyb forståelse af Kristi kærlighed, men de søger at udføre det kristelige livs pligter som noget, Gud fordrer af dem, for at de kan vinde himmelen. En sådan kristendom er værdiløs. Når Kristus bor i hjertet, vil sjælen være så fuld af hans kærlighed og af glæde over samfundet med ham, at et sådant menneske i beskuelsen af ham vil glemme sit eget jeg. Kærligheden til Kristus vil blive kilden til alle handlinger. De, der føler, at Guds kærlighed tvinger dem, vil ikke spørge om, hvor lidt de kan gøre for at efterkomme Guds fordringer; de vil ikke spørge efter det laveste mål, men sigte efter fuldkommen harmoni med deres Forløsers vilje. Med inderlig længsel vil de overgive alt og vise en interesse for Guds sag, som står i forhold til værdien af det mål, de søger at nå. At bekende Kristus uden at eje denne dybe kærlighed er blot snak, en tom frase, en tung trældom.
Synes du, det er for stort et offer at overgive alt til Kristus? Stil dig selv det spørgsmål: Hvad har Kristus gjort for mig? Guds søn gav alt kærlighed, lidelse ja, sit liv for vor forløsning. Kan det være muligt at vi, der er så uværdige til denne store kærlighed, skulle ville holde vore hjerter tilbage fra ham? Hvert øjeblik af vort liv har vi modtaget hans nådige velsignelser; derfor kan vi ikke til fulde fatte, hvilket dyb af uvidenhed og elendighed vi e blevet frelst fra. Kan vi betragte.ham, som vore synder har gennemstunget, og alligevel ringeagte al hans kærlighed og opofelse? Når vi betænker, hvor uendelig dybt Herlighedens Herre fornedrede sig, skal vi så knurre, fordi vi ikke kan indgå til livet uden gennem kamp og selvfornægtelse.
I mange stolte sind lyder det spørgsmål: Hvorfor skal jeg befatte mig med anger og ydmygelse, før jeg kan få vished for, at Gud antage mig? leg henviser dig til Kristus. Han var uden synd, ja endnu mere: han var himmelens fyrste; men han blev synd for menneskets skyld. Han»regnedes blandt overtrædere; dog.bar han manges synd, og for overtrædere bad han.« Es. 53,12.
Men hvad giver vi afkald på, når vi giver alt? Et syndbesmittet hjerte, som Jesus må rense med sit eget blod og frelse ved sin uendelige kærlighed. Og dog synes mennesker, det er hårdt at skulle give slip på alt. Jeg skammer mig ved at høre sådanne ord; jeg skammer mig ved at skrive dem.
Gud forlanger ikke, at vi skal give afkald på noget, som det er til gavn for os at beholde. I alt, hvad han gør, har han sine børns velfærd for øje. Gid alle, der ikke har valgt Kristus til deres frelser, kunne forstå, at han tilbyder dem noget, som er uendeligt meget bedre end det, de selv søger! Menneskene gør deres egen sjæl den største skade og uret, når de tænker og handler imod Guds vilje. Der findes ingen sand glæde på den sti, der er forbudt af ham, som ved, hvad de er bedst, og som udretter alt til sine skabninges bedste. Overtrædelsens sti er elendighedens og ødelæggelsens sti.
Det er en fejltagelse at tro, at Gud finder behag i at se sine børn lide ondt. Hele himmelen interesserer sig for menneskenes lykke. Vor himmelske Fader lukker ikke glædens døre for nogen af sine skabninger. Gud kræver, at vi skal undgå den slags nydelser, der forårsager lidelse og skuffelse og lukker lykkens og himmelens døre for os. Verdens Genløser antager menneskene, som de er, med alle deres mangler, ufuldkommenheder og skrøbeligheder; og han vil ikke blot rense os fra synd og give os forløsning ved sit blod; men han vil stille hjertets længsel hos alle, der er villige til at bære hans åg og tage hans byrde på sig. Han giver fred og hvile til dem, der kommer til ham for at modtage livets brød. Hans forlangende er kun det, at vi skal udføre de pligter, der fører os frem til himmelske velsignelser, som de ulydige aldrig kan nå. Sjælens sande liv og glæde er, at Kristus, herlighedens håb, tager bolig i vort hjerte.
Mange spørger: Hvorledes skal jeg bære mig ad med at overgive mig til Gud? Du ønsker at give dig selv til ham, men din moralske kraft er ringe; du ligger under for tvivl og beherskes af vaner fra et liv i synd. Dine løfter og beslutninger er som reb af sand. Du kan ikke beherske dine tanker, dine tilbøjeligheder, dine følelser. Bevidstheden om de løfter, du har brudt og de beslutninger, du har undladt at udføre, svækker din tillid til din egen oprigtighed og leder dig til at tro, at Gud ikke kan tage imod dig. Men du behøver ikke at fortvivle. Det du behøver, er at forstå viljens sande kraft. Viljen er den styrende magt i menneskets natur evnen til at bestemme eller vælge mellem godt og ondt. Alt afhænger af viljens rette brug. Gud har givet menneskene evnen til at vælge. Du kan ikke forandre dit hjerte; du kan ikke af dig selv elske Gud, men du kan vælge at tjene ham. Du kan overgive din vilje til ham, så vil han virke i dig både at ville og at udrette efter sit velbehag. Da vil hele din natur blive bragt under Kristi ånds indflydelse. Dine længsler vil vendes til ham, dine tanker vil stemme overens med hans.
Dine ønsker om godhed og hellighed er gode, så langt de rækker; men standser du her, gavner de intet. Mange vil gå fortabt, medens de håber og ønsker at blive kristne. De kommer ikke så langt, at de overgiver deres vilje til Gud. De træffer ikke nu deres valg om at blive kristne.
Gives der viljen en rigtig retning. kan der foregå en fuldstændig forandring i dit liv. Når du overgiver din vilje til Kristus, forener du dig med en magt, som er stærkere end alle andre magter. Du vil få en styrke ovenfra, som kan bevare dig, så at du ved bestandig overgivelse til Gud vil blive sat i stand til at leve et nyt liv, troens liv.
Tro og modtagelse af frelsen Oversigt
Efterhånden som din samvittighed er blevet vakt af Helligånden, vil du i nogen grad have indset syndens syndighed, dens magt, dens ondskab, dens smerte, og du ser på den med afsky. Du føler, at synden har skilt dig fra Gud, og at du er i trældom under det ondes magt. Jo mere du kæmper for at frigøre dig, jo mere indser du din hjælpeløshed. Dine bevæggrunde er urene, dit hjerte er ondt. Du ser, at dit liv har været lutter egenkærlighed, og du længes efter tilgivelse, længes efter at blive renset og frigjort. Hvordan kan du opnå at komme i overensstemmelse med Gud og blive ham lig?
Du trænger til fred til at mærke Guds tilgivelse, fred og kærlighed. Den fred kan penge ikke købe, klogskab kan ikke skaffe den, visdom ikke opnå den. Du kan aldrig vente at tilegne dig den ved egne bestræbelser. Men Gud tilbyder dig den som gave,»uden penge, uden vederlag«. Es. 55,1. Den tilhører dig hvis du blot vil udrække din hånd og gribe den. Herren siger:»Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.« Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre.« Es. 1,18; Ez. 36,26.
Du har bekendt dine synder og af hjertet afstået fra dem. Du har besluttet at give dig selv til Gud. Gå da til ham og bed ham om at aftvætte dine synder og give dig et nyt hjerte. Tro så, at han gør det, fordi han har lovet det. Dette er, hvad Jesus lærte, da han var her på jorden, at den gave, Gud lover os er vor, når vi tror at vi får den. Jesus helbredte folkets sygdomme, når de troede på hans kraft. Han hjalp dem i de ting de kunne se, og gav dem således tillid til ham angående de ting, de ikke kunne se ledte dem til at tro på hans magt til at forlade synd. Dette sagde han tydeligt, da han helbredte den værkbrudne mand.»Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder, da siger han til den værkbrudne: Stå op, og tag din seng og gå til dit hus.« Matt. 9,6. Således siger også evangelisten Johannes, idet han taler om Kristi mirakler:»Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.« Joh. 20,31.
Af Bibelens enkle beretning om, hvordan Jesus helbredte de syge, kan vi lære noget om, hvorledes vi skal tro på ham for at få syndsforladelse. Lad os huske skildringen af den syge mand ved Bethesda. Den stakkels mand var ganske hjælpeløs og havde ikke kunnet bruge sine lemmer i 38 år. Men Jesus bød ham: »Stå op tag din seng og gå.« Joh. 5,8. Den syge kunne have sagt: »Herre, dersom du vil helbrede mig, vil jeg adlyde dine ord.« Men nej, han troede Jesu ord, han troede, at han var helbredt, og han efterkom straks Frelserens befaling. Han besluttede at gå, og han gik. Han handlede på Kristi ord, og Gud gav ham styrke. Han var blevet rask.
På samme måde lider du under syndens sygdom, Du kan ikke sone dine tidligere synder, du kan ikke forandre dit hjerte og gøre dig selv hellig. Men Gud lover at gøre alt dette for dig ved Kristus. Du tror dette løfte, du bekender dine synder og giver dig selv til Gud. Du beslutter at tjene ham. Og lige så vist som du gør dette, vil Gud opfylde sit ord på dig, Dersom du tror forjættelsen, tror, at du har fået tilgivelse og er blevet renset, så gør Gud dette til en virkelighed: Du bliver helbredt, ligesom Jesus gav den værkbrudne mand kaft til at gå, da denne troede, han var helbredt. Det er sådan, hvis du to det.
Vent ikke, til du føler, at du er helbredt, men sig:»Jeg tror det; det er sket, ikke fordi jeg føler det, men fordi Gud har lovet det.«
Jesus siger:»Alt, hvad I beder om og begærer, tro, at I har fået det, så skal det ske eder.« Mark. 11,24. Der er knyttet en betingelse til dette løfte, nemlig at vi bede i overensstemmelse med Guds vilje. Men hans vilje er at rense os fra synd, at gøre os til Guds børn og sætte os i stand til at leve et helligt liv. Derfor kan vi bede om disse velsignelser og tro, at vi får dem, og takke Gud for, at vi har modtaget dem. Vi har den forret at kunne gå til Jesus og blive renset og stå for loven uden skam eller samvittighedsnag.»Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.« Rom. 8,1.
Efter denne erfaring er I ikke eders egne. I er dyrekøbte, I er ikke forløste»med forkrænkelige ting, sølv eller guld ... men med Kristi dyrebare blod, som et lydefrit og uplettet lams.« 1Pet. 1,18-19. Ved denne enkle handling, at du har givet dig til at tro på Gud, har Helligånden frembragt et nyt liv i dit hjerte. Du er et barn, som er født ind i Guds familie, og han elsker dig, som han elsker sin søn.
Når du nu har overgivet dig til Jesus, træk dig da ikke mere tilbage. Gå ikke bort fra ham, men sig dag efter dag:»Jeg hører Kristus til, jeg har givet mig til ham» Bed Gud om at give dig sin ånd og at bevare dig i sin nåde. Ligesom du ved at give dig til Gud og tro på ham blev hans barn, således bør du også leve i ham. Apostelen siger:»Derfor, ligesom I har modtaget Kristus Jesus, Herren, så vandrer i ham.« Kol. 2,6.
Der er dem, der synes at mene, at de må stilles på prøve og bevise for Herren, at de er omvendt, før de kan gøre fordring på hans velsignelse. Men de kan tage imod Guds velsignelse allerede nu. De må have Guds nåde, Kristi ånd til at hjælpe dem i deres svaghed, ellers kan de ikke modstå det onde. Det er Jesu ønske at vi skal komme til ham, som vi er: syndige, hjælpeløse, afhængige. Vi må komme med al vor svaghed, vor dårskab, vor syndighed og i anger kaste os ned for hans fødder. Det er hans ære at indeslutte os i sin kærligheds arme, at forbinde vore sår og rense os fra al urenhed.
På dette punkt er der tusinder, som tager fejl. De tror ikke, at Kristus tilgiver dem personlig. De tager ikke Gud på hans ord. Men enhver, der adlyder betingelsen, har den forret at vide med sig selv, at Gud i nåde har forladt enhver synd. Jag den tanke bort, at Guds forjættelser ikke tilhører dig. De tilhører enhver angrende synder. Styrke og nåde gives os gennem Kristus, og tjenende engle bringer dem til enhver troende sjæl. Ingen er så syndig, at han ikke kan finde styrke, renhed og retfærdighed i Jesus, som døde for ham. Kristus længes efter at afføre dem deres syndbesmittede klæder og iføre dem sin retfærdigheds hvide klædebon. Han byder dem leve og ikke dø.
Gud handler ikke således med os, som dødelige mennesker handlet mod hinanden. Hans tanker er fulde af barmhjertighed, kærlighed og den ømmeste medlidenhed. Han siger:»Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker, og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.« Jeg slettede som tåge din misgerning og som en sky dine synder.« Es. 55,7; 44,22.
»Thi jeg har ikke lyst til nogens død, lyder det fra den Herre, Herren. Omvend eder derfor, så skal I leve« Ez. 18,32. Satan står færdig til at stjæle Guds dyrebare forsikringer fra os. Han vil, om han kan, tage enhver lysstråle og alt håb fra sjælen; men du må ikke tillade ham at gøre dette. Lyt ikke til Fristeren, men sig:»Jesus døde for at jeg skal leve; han elsker mig og vil ikke have, at jeg skal fortabes. Jeg har en medlidende Fader i himmelen, og skønt jeg har forkastet hans kærlighed, skønt jeg har bortødslet de velsignelser, han har givet mig, vil jeg stå op og gå til min Fader og sige: Fader! Jeg har syndet imod himmelen og mod dig og er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig som en af dine daglejere.« Lignelsen fortæller dig, hvorledes den fortabte søn vil blive modtaget. »Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om halsen og kyssede ham.« Luk. 15,18-20.
Men selv denne lignelse hvor gribende den end er, kan ikke fuldstændig udtrykke vor himmelske Faders uendelige barmhjertighed. Herren erklærer ved profeten:»Jeg elskede dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.« Jer. 31,3. Medens synderen endnu er langt fra Faderens hus og bortødsler sin formue i et fremmed land, længes Faderens hjerte efter ham, og enhver længsel, der vækkes i sjælen efter at vende tilbage til Gud, er blot Åndens venlige kalden, som søger at overtale formane og drage den vildfarende til Faderens kærlige hjerte.
Kan du med Bibelens rige løfter for øje give,tvivlen rum? Kan du tro, at Herren, når den arme synder længes efter at vende tilbage og forsage sine synder med strenghed vil hindre ham i at komme til ham med sin anger? Bort med en sådan tanke! Intet kan skade din, sjæl mere end at nære sådanne begreber om din himmelske Fader. Han hader synd, men han elsker synderen, og i Kristus gav han sig selv, for at alle der vil, kan blive frelst og opnå evig salighed i herlighedens rige. Kunne han have brugt ømmere og kraftigere ord for at udtrykke sin kærlighed til os end dem, han ha valgt? Han vidner:»Glemmer en kvinde sit diende barn, en moder, had hun har under hjerte? Ja, selv om de kunne glemme, jeg glemmer dig ej.« Es. 49,15.
Se op, du, som tvivler og skælver; thi Jesus lever for at træde frem for dig. Tak Gud for, at han gav sin kære søn, og bed om, at han ikke må være død forgæves for dig. Ånden indbyder dig i dag. Kom med hele dit hjerte til Jesus, så kan du gøre fodring på hans velsignelse.
Når du læser forjættelserne, så husk på, at de er udtryk for en usigelig kærlighed og medlidenhed. Den evige kærligheds ømme hjerte er vendt mod synderen med ubegrænset barmhjertighed. »Vi har forløsningen ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans nådes rigdom.« Ef. 1,7. Ja, tro blot, at Gud er din hjælper. Han ønsker at genoprette sit billede i mennesket. Når du kommer til ham med bekendelse og anger, vil han komme nær til dig med miskundhed og tilgivelse,
Kendemærker på en Jesu discipel Oversigt
»Derfor om nogen er i Kristus, da er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se det er blevet nyt.« 2Kor. 5,17. Alle mennesker kan måske ikke angive den bestemte tid eller stedet for deres omvendelse eller påpege alle omstændigheder i forbindelse dermed; men dette beviser ikke, at de er uomvendte. Kristus sagde til Nikodemus:»Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen; men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden.« Joh. 3,8. Guds ånds virkninger på menneskehjertet kan sammenlignes med vinden, der er usynlig, men hvis virkninger dog tydeligt kan ses og mærkes. Den genfødende kraft, som intet menneskeligt øje kan se, frembringer nyt liv i sjælen; den skaber et nyt menneske i Guds billede.
På samme tid som Åndens værk foregår på en stiltiende og umærkelig måde, er dog virkningerne deraf åbenbare. Hvis hjertet er blevet fornyet ved Guds ånd, vil livet bære vidnesbyrd derom. Mens vi selv intet kan gøre for at forandre vore hjerter eller komme i samklang med Gud, og mens vi aldeles ikke må forlade os på os selv eller på vore gode gerninger, vil vort liv åbenbare, om Guds nåde bor i os eller ikke. Man vil se en forandring i vor karakter, vore vaner og interesser. Forskellen mellem, hvad vi var, og hvad vi er, vil være tydelig og klar. Et menneske lægger sin karakter for dagen, ikke ved tilfældige gode eller dårlige handlinger, men ved den måde, hvorpå han i det store og hele har for sædvane at tale og handle.
Det er sandt, at man udadtil kan opføre sig korrekt uden at eje Kristi fornyende kraft. Lyst til at opnå indflydelse og andres agtelse kan lede til et godt og hæderligt liv Selvagtelse kan lede os til udvortes at undgå det onde. Et egennyttigt hjerte kan udføre ædelmodige handlinger. Hvorledes kan vi da vide, på hvilken side vi står?
Hvem råder i vort hjerte? Hvem dvæler vore tanker ved? Hvem vil vi helst tale om? Hvem skænker vi vore inderligste følelser og vore bedste kræfter? Hvis vi tilhører Kristus, tænker vi på ham, og vore lifligste tanker vil dreje sig om ham. Alt, hvad vi er og har, er helliget ham. Vi længes efter at blive ham lig, ledes af hans ånd, gøre hans vilje og behage ham i alle ting.
De, der bliver nye skabninger i Kristus Jesus, vil bære åndens frugter, som er»kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed.« Gal. 5,22. De vil ikke længere følge de gamle lyster, men ved troen på Guds søn vil de vandre i hans fodspor, give et genskin af hans karakter og rense sig selv, ligesom han er ren. Hvad de før hadede, elsker de nu; og hvad de før elskede, hader de. De stolte og egensindige bliver sagtmodige og ydmyge af hjertet. De forfængelige og hovmodige bliver alvorlige og beskedne. Drankeren bliver ædru og ,den usædelige kysk. Verdens forfængelige skikke og moder lægges bort. Kristne vil ikke søge den udvortes prydelse,»men hjertets skjulte menneske med den sagtmodige og stille ånds uforkrænkelige prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud« 1Pet. 3,3-4.
Der er intet, der beviser et menneskes omvendelse, hvis den ikke bevirker en forandring til det bedre. Dersom synderen indfrier sit løfte, godtgør hvad han på uærlig vis har tilvendt sig, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være vis på, at han er gået over fra døden til livet.
Når vi som vildfarende syndige skabninger kommer til Kristus og ved hans nåde bliver delagtige i syndsforladelsen, spirer kærligheden frem i hjertet. Ingen byrde er tung, for det åg, Kristus pålægger os, er let. Pligten bliver en lyst og opofrelse, en glæde. Den sti, der før syntes indhyllet i mørke, bliver oplyst af stråler fra retfærdighedens sol.
Kristi elskelige karakter vil vise sig hos hans efterfølgere. Det var hans glæde at gøre Guds vilje. Kærlighed til Gud og nidkærhed for hans ære var den ledende kraft i vor Frelsers liv. Kærligheden forskønnede og adlede hans handlinger. Kærligheden er af Gud. Det uomvendte hjerte kan ikke skabe eller frembringe den; den findes kun i det hjerte, hvor Jesus bor.»Vi elsker, fordi han elskede os først.« 1Joh. 4,19. I det hjerte der er fornyet ved Guds nåde, er kærligheden drivkraften for alle handlinger. Den danner karakteren, styrer tilbøjelighederne, hersker over lidenskaberne, overvinder fjendskab og forædler de menneskelige følelser. Når denne kærlighed næres i sjælen, forsøder den livet og spreder en rensende indflydelse overalt omkring os.
Der er to vildfarelser, som Guds børn især de, der nylig er begyndt at forlade sig på hans nåde må være på vagt imod. Den første har vi allerede omtalt, det er den at forlade sig på sine egne gerninger som et middel til at komme i samklang med Gud. Den, der søger at blive hellig ved sine egne gerninger, idet han holder loven, forsøger det umulige. Alt, hvad mennesket kan gøre uden Kristus, er besmittet af egenkærlighed og synd. Det er Kristi nåde alene, som ved troen kan gøre os hellige.
Den modsatte og ikke mindre farlige vildfarelse er at tro, at Kristus fritager menneskene for at lyde Guds lov, og at eftersom det alene er ved troen, vi bliver delagtige i Kristi nåde, har vore gerninger intet med vor frelse at skaffe.
Men læg her mærke til, at lydighed ikke er en blot og bar udvortes overensstemmelse med Guds fordringer, men en kærlighedens tjeneste. Guds lov er et udtryk for hans egen natur; den er indbegrebet af det store kærlighedsprincip, og derfor er den Guds regerings grundvold i himmelen og på jorden. Hvis vore hjerter er fornyede efter Guds billede, hvis Guds kærlighed er indplantet i sjælen, vil så ikke Guds lov vise sig i livet? Når kærlighedens princip er indplantet i hjertet, når mennesket er fornyet efter hans billede, som skabte det, da vil den nye pagts forjættelse blive opfyldt:»Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres sind.« Heb. 10,16. Og er loven skrevet i hjertet, vil den da ikke også præge livet? Lydighed troskabens og kærlighedens tjeneste er det rette kendetegn på en discipel. Derfor siger Skriften:»Dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud.« Den, som siger: »Jeg kender ham« og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke.« 1Joh. 5,3; 2,4. I stedet for at troen fritager menneskene for lydighed, er troen det eneste, der gør os delagtige i Kristi nåde, hvorved vi bliver i stand til at vise lydighed.
Vi fortjener ikke frelsen ved vor lydighed; thi frelsen er Guds frie gave, der må modtages i fro. Men lydighed er en frugt af troen. »I ved, at han blev åbenbaret, for at han skulle borttage synderne; og der er ikke synd i ham. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham, og kender ham ej heller.« 1Joh. 3,5-6. Her er det sande kendemærke Dersom vi bliver i Kristus, og Guds kærlighed bor i os, vil vore følelser, tanker og handlinger være i harmoni med Guds vilje. således som den er udtrykt i hans hellige lov.»Mine børn, ingen forføre eder! Den, som gø retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han retfærdig.« 1Joh. 3,7. Guds hellige lov, således som den e udtrykt i de ti bud fra Sinaj, viser, hvad retfærdighed et.
Den såkaldte to på Kristus, som siges at kunne fritage menneskene for lydighed mod Gud, er ikke tro men gudsbespottelse.»Af nåden er I frelste ved tro.«»Ligeså er også troen, dersom den ikke har gerninger død i sig selv.« Ef. 2,8; Jak. 2,17. Jesus sagde om sig selv, før han kom til jorden:»At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.« Sl. 40,9. Og netop før han opfor til himmelen igen, erklærede han: »Jeg har holdt min Faders befalinger og bliver i hans kærlighed.« Joh. 15,10. Skriften siger: »Derpå kender vi, at vi har kendt ham, om vi holder hans bud ..... . Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at vandre således, som han vandrede.«»Eftersom også Kristus har lidt for eder, efterladende eder et forbillede, for at I skal følge i hans fodspor.« 1Joh. 2,3-6; 1Pet. 2,21.
Betingelsen for at opnå det evige liv er nøjagtig den samme nu, som den altid har været den samme, som den var i paradiset før vore første forældres fald: fuldkommen lydighed mod Guds lov, fuldkommen retfærdighed. Dersom evigt liv blev givet på nogen mindre betingelse end denne, ville hele verdensaltets lykke blive sat på spil. Det ville gøre det muligt for synden med al dens elendighed og jammer at fortsætte til evig tid.
Det var muligt for Adam før faldet at udvikle en retfærdig karakter ved lydighed mod Guds lov. Men da han syndede mislykkedes dette for ham, og på grund af hans synd er vor natur fordærvet, så at vi ikke kan gøre os selv retfærdige. Fordi vi er syndige og vanhellige, kan vi ikke til fuldkommenhed adlyde en hellig lov. Selv har vi ingen retfærdighed, vi kan ikke opfylde Guds lovs fordringer. Men Kristus hat skaffet udvej for os. Han levede på jorden under de samme prøvelser og fristelser, som vi må møde. Han levede ef syndfrit liv. Han døde for os, og han tilbyder os nu at tage vore synder og give os retfærdighed. Hvis du overgiver dig til ham og antager ham som din Frelser, vil du for hans skyld blive tegnet for retfærdig, hvor syndigt dit liv end måtte have været. Kristi karakter sættes i stedet for din egen karakter, og Gud antager dig, som om du aldrig havde syndet.
Ja, mere end det: Kristus forvandler hjertet, idet han ved troen bor i dit hjerte. Du må bevare denne forening med ham ved tro og ved bestandig at overgive din vilje til ham; og så længe du gør dette, vil han virke i dig både at ville og at udrette efter sit velbehag. Da kan du sige:»Hvad jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« Gal. 2,20. Jesus sagde til sine disciple:»Thi I er ikke de, som taler; men det er eders Faders ånd, som taler i eder.« Matt. 10,20. Når Kristus således virker i dig, vil du vise den samme ånd og gøre de samme gerninger retfærdigheds og lydigheds gerninger.
Vi har da intet i os selv at rose os al, ingen grund til at ophøje os selv. Kristi retfærdighed, der tilregnes os, og det værk, som hans ånd udretter i og gennem os, er det eneste grundlag for vort håb.
Når vi taler om tro, må vi huske på, at der er mere end een slags tro. Der gives en slags overbevisning, som er aldeles forskellig fra kristen tro. Guds tilværelse og magt og hans ords sandhed er kendsgerninger, som selv Satan og hans hær ikke af hjertet kan benægte. Bibelen siger:»Også de onde ånder tror det og skælver.« Jak. 2,19. Men dette er ikke tro. Den, som ikke alene gør indrømmelser over for Guds ord, men overgiver viljen til ham, giver Gud sit hjerte og sin kærlighed, et sådant menneske har en tro, som er virksom ved kærlighed og renser sjælen. Ved denne tro fornyes hjertet efter Guds billede, og det hjerte, som i sin uomvendte tilstand ikke var Guds lov underdanig og heller ikke kunne være det, glæder sig nu ved hans hellige bud og udbryder med Salmisten:»Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den.« Sl. 119,97. Lovens retfærdighed fuldbringes i os,»som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden.« Rom. 8,4.
Der findes mennesker, som har erfaret Kristi tilgivende kærlighed og virkelig ønsker at være Guds børn, men som indser, at deres karakter er ufuldkommen og deres liv fuldt af fejl, og de er tilbøjelige til at betvivle, at deres hjerter er fornyet ved Helligånden. Til sådanne hjerter ønsker jeg at sige: Træk dig ikke tilbage i fortvivlelse. Vi må ofte bøje os ned og græde ved Jesu fødder på grund af vore mangler og fejl; men vi må ikke blive modløse. Selv om vi overvindes af fjenden, så bliver vi ikke forladt og forkastet af Gud. Nej, Kristus er ved Guds højre hånd, og han træder frem for os. Den elskede Johannes sagde:»Dette skriver jeg til eder, for at I ikke skal synde. Og dersom nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.« 1Joh. 2,1. Glem ikke Kristi ord:»Faderen selv elsker eder.« Joh. 16,27. Han ønsker at føre dig tilbage til sig selv, at han må se sin egen renhed og hellighed afspejlet i dig. Om du blot vil overgive dig til ham, vil han, som har begyndt det gode værk i dig, fuldføre det til Jesu Kristi dag. Bed mere inderligt; hav stærkere tro. Når vi begynder at indse vor egen svaghed, så lad os forlade os på vor Forløsers styrke; da skal vi prise ham, som er vort ansigts lys.
Jo nærmere du kommer Jesus, jo mere ufuldkommen vil du synes i dine egne øjne, fordi dit syn vil blive klarere og dine ufuldkommenheder fremtræder i åbenbar tydelig modsætning til hans fuldkomne natur. Dette er et bevis på, at Satans forførelser har tabt deres magt, og at Guds ånds livgivende indflydelse er ved at vække dig op.
Ingen dyb kærlighed til Jesus kan bo i det hjerte, som ikke indser sin egen syndighed. Den sjæl, som ved Kristi nåde forvandles vil beundre hans guddommelige karakter; men hvis vi ikke ser vor moralske fordærvelse, så er det et ufejlbarligt bevis på, at vi ikke har set Kristi skønhed og ypperlighed.
Jo mindre vi ser at kunne nære agtelse for hos os selv desto mere vil vi se og beundre vor Frelsers uendelige renhed og kærlighed. Synet af vor egen syndighed vil drive os til ham, som kan tilgive; og når sjælen i erkendelse af sin hjælpeløshed søger efter Kristus, så vil han åbenbare sig i al sin kraft. Jo mere følelsen af vor nød driver os til ham og til Guds ord, desto mere ophøjede begreber vil vi få om hans karakter, og desto mere fuldstændigt vil vi afspejle hans billede.
Den sindesforandring, hvorved vi bliver Guds børn, omtales i Bibelen som en fødsel. Den sammenlignes også med den gode sæd, som spirer på ageren. Således må de nyomvendte ligesom nyfødte børn« »opvokse« til modenhed som mænd og kvinder i Kristus Jesus. 1Pet. 2,2; Ef. 4,15. Ligesom den gode sæd, der sås i ageren, skal de vokse op og bære frugt. Esajas siger, at de skal kaldes»retfærds ege, Herrens plantning til hans ære.« Es. 61,3. Således benyttes der billeder fra det naturlige liv for at hjælpe os til bedre at forstå de hemmelighedsfulde sandheder, som angår det åndelige liv.
Al menneskelig visdom og dygtighed formår ikke at fremkalde liv i den mindste ting i naturen. Alene ved det liv, som Gud selv har skænket, kan planter og dyr leve. Således er det også kun ved liv fra Gud, det åndelige liv frembringes i menneskers hjerter. Uden nogen bliver født på ny kan han ikke få del i det liv, som Kristus kom for at give os. Joh. 3,3.
Som det er med livet, er det også med væksten, Det er Gud, der forvandler knoppen til blomst og blomsten til frugt. Det er ved hans magt, sæden udvikles,»først strå, derefter aks, derefter fuld kerne i akset«. Mark. 4,28. Og profeten Hoseas siger om Israel, at»han skal blomstre som liljen«. »De skal bringe korn til live og blomstre som vintræet«. Hos. 14,6-8. Og Jesus byder os at give »agt på liljerne, hvorledes de vokser«. Luk. 12,27. Planterne og blomsterne vokser ikke ved deres egen omsorg eller bekymring eller bestræbelse, men ved at modtage det, som Gud har tilvejebragt, for at de kan leve. Barnet kan ikke ved sin egen bekymring eller styrke gøre sig større, end det er. Lige så lidt kan du ved din egen bekymring eller bestræbelse frembringe åndelig vækst. Planten og barnet vokser ved fra deres omgivelser at modtage de for livet nødvendige betingelser luft, sollys og næring. Hvad disse naturens gaver er for dy og planter, er Kristus for dem, der forlader sig på ham. Han er deres evige lys, deres sol og skjold. Es. 60,19; Sl. 84,12. Han vil være som duggen for Israel han vil komme»som regn på slagne enge«. Hos. 14,6; Sl. 72,6. Han er det levende vand, Guds brød,»som kommer ned fra himmelen og giver verden liv« Joh. 6,33.
Gud gav sin egen søn. Ved denne enestående gave har han omgivet hele verden med en atmosfære af nåde, der er lige så virkelig som den luft, der omgiver vor klode. Alle, der er villige til at indånde denne atmosfære, vil leve og vokse op til mands modenhed i Kristus Jesus.
Ligesom blomsten vender sig mod solen, for at de klare stråler kan bidrage til, at dens skønhed og symmetri bliver fuldkommen, således bør også vi vende os mod retfærdighedens sol, for at Guds lys kan skinne på os, og vor karakter kan udvikles efter Kristi billede.
Jesus lærer os dette, når han siger:»Bliv i mig, da bliver jeg i eder. Ligesom grenen ikke kan bæer fugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig ..... . Thi uden mig kan I slet intet gøre.« Joh. 15,4-5. Du kan lige så lidt leve et helligt liv uden Kristus, som grenen kan vokse og bære frugt uden stammen. Adskilt fra ham har du intet liv. Du har ingen kaft til at modstå fristelse elle til at vokse i nåde og hellighed. Men når du bliver i ham, kan du blomstre og trives. Drager du næring af ham, vil du ikke visne eller blive ufrugtbar. Du vil blive som et træ, der er plantet ved rindende bække.
Der er mange der har den opfattelse, at de selv må udrette en del af arbejdet. De forlod sig på Jesus for at få syndsforladelse, men nu søger de at leve et retfærdigt liv ved deres egne bestræbelser. Enhver sådan anstrengelse er imidlertid forgæves. Jesus siger: »Uden mig kan I slet intet gøre«. Vor vækst i nåden, vor glæde, og hvad godt vi kan udrette, er alt sammen afhængigt af foreningen med Kristus. Det er ved samfund med ham hver dag og hver time ved at blive i ham vi kan vokse i nåden. Han er ikke alene frøens begynder, men også dens fuldender. Det er Kristus først og sidst og altid. Han må være med os, ikke blot ved begyndelsen og enden af vor bane, men ved ethvert skridt på vejen. David siger:»Jeg har altid Herren for øje; han er ved min højre, jeg rokkes ikke.« Sl. 16,8.
Du spørger måske:»Hvorledes kan jeg blive i Kristus«? På samme måde som du antog ham i begyndelsen.»Derfor, ligesom I har modtaget Kristus Jesus, Herren, så vandrer i ham.» Min retfærdige skal leve af tro.« Kol. 2,6; Heb. 10,38. Du overgav dig til Gud for at tilhøre ham alene, for at tjene og adlyde ham, og du antog Kristus som din frelser. Du kunne ikke selv gøre forsoning for dine synder eller forandre dit hjerte; men da du havde overgivet dig til Gud, troede du, at han for Kristi skyld gjorde alt dette for dig. Ved tro blev du Kristi ejendom, og ved tro må du vokse op til ham ved at give og tage. Du må give alt: dit hjerte, din vilje din tjeneste, overgive dig til ham for at lyde alle hans bud. Og du må tage imod alt: tage imod Kristus, al velsignelses fylde, at han må bo i dit hjerte og være din styrke, din retfærdighed, din evige hjælper for at du kan få kraft til at vandre i lydighed.
Du må hellige dig til Gud hver morgen. Gør dette til din første gerning. Lad din bøn være:»Tag mig, Herre, at jeg må tilhøre dig alene! Jeg lægger alle mine planer for dine fødder. Brug mig i dag i din tjeneste, Bliv hos mig og lad al min gerning ske i dig,« Dette er et dagligt anliggende. Overlad dig til Gud hver morgen for den dag, der er begyndt. Overgiv alle dine planer til ham til virkeliggørelse eller forkastelse, eftersom hans forsyn måtte vise dig det. Således kan du hver dag give dit liv i Guds hånd, og derved vil dit liv mere og mere blive dannet efter Kristi liv.
Livet i Kristus er et liv i hvile. Du vil måske ikke altid føle de stærke stemninger, men du bør have en stadig fredfyldt fortrøstning til Gud. Dit håb er ikke i dig selv, men i Kristus. Din svaghed er forenet med hans styrke, din uforstand med hans visdom, din skrøbelighed med hans uendelige magt. Derfor skal du ikke se på dig selv eller lade tankerne dvæle ved dig selv, men se på Kristus. Betragt hans kærlighed, hans karakters skønhed og fuldkommenhed. Kristus i hans fornedrelse, Kristus i hans renhed og hellighed, Kristus i hans uforlignelige kærlighed er det emne, sindet bør fordybe sig i. Det er ved at elske ham, efterligne ham og stole på ham, at du skal forvandles efter hans billede.
Jesus siger:»Bliv i mig«! Disse ord indeholder begrebet om hvile, fasthed, tillid. Atter siger han;»Kom hid til mig ..... og jeg vil give eder hvile.« Matt. 11,28. Salmistens ord udtrykker den samme tanke:»Vær stille for Herren og bi på ham.« Og Esajas vidner:»I ro og tillid er eders styrke.« Sl. 37,7; Es. 30,15. Denne hvile findes ikke i uvirksomhed; thi i Frelserens indbydelse er løftet om hvile knyttet til hans kald til at arbejde.»Tag mit åg på eder, ..... så skal I finde hvile for eders sjæle.« Matt. 11,29. Det hjerte som hviler mest fuldstændigt i Kristus, vil være mest ivrigt og virksomt for ham.
Når vi lader tankerne dreje sig om os selv, vendes de bort fra Kristus, der er kilden til liv og kraft. Derfor søger Satan altid at lede vor opmærksomhed bort fra Frelseren og således forhindre sjælens forening og samfund med ham. Fristeren søger at lede dine tanke hen til verdens fornøjelser, livets bekymringer, uro og sorg til andres fejl eller dine egne fejl og ufuldkommenhede. Lad dig ikke vildlede af hans anslag. Mange, der virkelig er samvittighedsfulde og søger at leve for Gud, leder han alt for ofte til at fæste sig for stærkt ved deres egne fejl og skrøbeligheder; og ved således at skille dem fra Kristus håber han at vinde sejr over dem. Vi må ikke hengive os til bekymringer og frygt angående vor egen frelse ved at gøre selvet for meget til midtpunkt, for det vender sjælen bort fra kilden til vor styrke. Overlad omsorgen for din sjæl til Gud og forlad dig på ham. Lad din tale og dine tanker dreje sig om Kristus og dit eget selv forsvinde i ham. Bortkast al tvivl; hold op med din frygt. Sig med apostelen Paulus:»Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« Gal. 2,20. Hvil i Gud. Han er mægtig til at bevare det, som du har betroet ham. Hvis du overlader dig i hans hænder, så vil han give dig at mere end sejre ved ham, som har elsket dig.
Da Kristus påtog sig menneskelig natur, bandt han menneskeheden til sig med et kærlighedsbånd, som aldrig kan brydes af nogen anden magt end menneskets eget frie valg. Satan vil med sine fristelser stadig søge at forlede os til at bryde dette bånd og vælge adskillelsen fra Kristus. Derfor må vi våge, bede og stræbe alvorligt, for at intet må lokke os til at vælge nogen anden herre end Kristus, for vi har altid frihed til at gøre dette. Men lad os have vort blik fæstet på Kristus, så vil han bevare os, Når vi ser på Jesus, er vi trygge ingen kan da rive os ud af hans hånd. Betragter vi blot hele tiden ham, forvandles vi »til det samme billede fra herlighed til herlighed, så som det er fra Åndens herre.« 2Kor. 3,18.
Det var på denne måde, de første disciple kom til at ligne deres kære Frelser. Når de hørte Jesu ord, indså de at de trængte til ham. De søgte, de fandt, og de fulgte ham. De var med ham i huset, ved bordet, i lønkammeret, på marken. De var sammen med ham som elever med deres lærer og modtog hver dag fra hans læber undervisning i Guds hellige sandhed. De så hen til ham som tjenere til deres herre for at lære deres pligt. Disse disciple var mennesker der var stillet under samme vilkår som vi. De måtte føre den samme kamp mod synden; de behøvede den samme nåde for at leve et helligt liv.
Endog Johannes, den elskede discipel, som mest fuldkomment afspejlede Frelserens billede, besad ikke af naturen denne elskelige karakter. Han var ikke alene påståelig og ærgerrig, men heftig og hævngerrig, når han blev forurettet. Men efter at Den guddommelige Frelsers karakter blev åbenbaret for ham, så han sine egne fejl, og det gav ham ydmyghed. Den styrke og få tålmodighed, den kraft og ømhed, den majestæt og sagtmodighed, han så i Guds søns daglige liv, fyldte hans sind med beundring og kærlighed. Dag efter dag blev hans hjerte draget til Kristus, indtil han tabte sig selv af syne i sin kærlighed til Mesteren. Hans pirrelige og ærgerrige sindelag lod sig påvirke og tildanne af Frelserens kraft. Helligåndens genfødende indflydelse fornyede hans hjerte. Kristi kærligheds magt forvandlede hans karakter. Dette er den visse følge af foreningen med Jesus. Når han bor i hjertet, forvandles hele vor natur. Kristi ånd og kærlighed mildner hjertet, betvinge sjælen og løfter tankerne og ønskerne opad til Gud og himmelen.
Da Kristus opfor til himmelen, havde hans disciple endnu en følelse af hans nærværelse. Det var som en personlig nærværelse fuld af kærlighed og lys. Jesus, Frelseren, som havde vandret, talt og bedt med dem, som havde bragt håb og trøst til deres hjerter, var blevet optaget fra dem til himmelen, medens Faderens budskab endnu var på hans læber, og lyden af hans stemme kom tilbage til dem, idet englesangen tog imod ham:»Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende.« Matt. 28,20. Han opfor til himmelen i menneskelig skikkelse. De vidste, at han ved Guds trone endnu var deres ven og frelser, at hans følelser var uforandrede, at han endnu kendte menneskehedens lidelser. Han fremstillede sit eget dyrebare blods fortjeneste for Gud og fremviste sine sårede hænder og fødder til minde om, hvor dyet han havde købt sine forløste. De vidste, at han var opfaren til himmelen for at berede sted for dem, og at han ville komme igen og tage dem til sig.
Når de samledes efter hans himmelfart, fremlagde de med iver deres begæringer for Faderen i Jesu navn. Med højtidelig ærefrygt bøjede de sig i bøn og gentog Jesu løfte:»Hvad som helst I beder Faderen om, skal han give eder i mit navn; bed, og I skal få, for at eders glæde må blive fuldkommen.« Joh. 16,23-24. De rakte troens hånd højere og højere op, fordi de vidste at »Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.« Rom. 8,34. Pinsefestens dag bragte dem Talsmandens nærværelse, om hvem Kristus havde sagt:»Han skal blive hos eder evindelig.« Og han havde videre sagt:»Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder.« Joh. 14,16; 16,7. Efter den tid ville Kristus ved sin ånd bestandig bo i sine børns hjerter. Deres forening med ham var inderligere end da han personlig var hos dem. Kristus boede i dem, og hans kærligheds lys og kraft lyste gennem dem, så at de, der så dem, forundrede sig,»og de kendte dem, at de havde været med Jesus.« Apg. 4,13.
Alt, hvad. Kristus var for de første disciple, ønsker han at være for sine børn nu; thi han sagde i sin sidste bøn, da disciplenes lille skare var samlet omkring ham:»Jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres ord tror på mig.« Joh. 17,20.
Jesus bad for os, og han bad om, at vi måtte være ét med ham, ligesom han er ét med Faderen. Hvor er ikke det en herlig forening! Frelseren havde sagt om sig selv:»Sønnen kan slet intet gøre af sig selv.« »Faderen, som bliver i mig, han gør sine gerninger.« Joh. 5,19; 14,10. Når Kristus bor i vore hjerter, vil han virke i os»både at ville og virke, efter sit velbehag« Fil. 2,13.Da vil vi arbejde, som han arbejdede, og værre besjælede af den samme ånd. Og når vi således elsker ham og bliver i ham, så skal vi »i alle måder opvokse til ham, som er hovedet. Kristus«. Ef. 4,15.
Alt liv og al glæde i verdensaltet har sit udspring hos Gud. som lysstråler fra solen, som vandstrømme fra en levende kilde, flyder velsignelser fra ham til alle hans skabninger. Og hvor som helst Guds liv findes i menneskers hjerter, vil det flyde ud til andre med kærlighed og velsignelse.
Det var vor Frelsers glæde at opløfte og frelse faldne mennesker. For dette holdt han ikke sit eget liv dyrebart, men tålte korset uden at agte forhånelsen. Således er også englene altid beskæftiget med at virke for andres lykke. Dette er deres glæde. Det, som egenkærlige hjerter vil anse for en nedværdigende tjeneste, nemlig at hjælpe dem, der er elendige og dem på alle måder underlegne i karakter og rang, er de syndfrie engles beskæftigelse. Kristi selvopofrende kærligheds ånd er den ånd, der råder i himmelen og danner selve grundlaget for deres lyksalighed. Dette er den ånd, Kristi disciple vil have; dette er det værk, de vil udføre.
Når Kristi kærlighed findes i hjertet, er den som en sød vellugt, der ikke kan skjules. Alle, vi kommer i berøring med, vil fornemme dens hellige indflydelse. Kristi ånd i hjertet er ligesom en kilde i ørkenen, der flyder til vederkvægelse for alle og gør dem, der er nær ved at fortabes, begærlige efter at drikke af livets vand.
Kærligheden til Jesus vil vise sig i ønsket om at virke, ligesom han virkede for menneskehedens velsignelse og opløftelse. Den vil lede til kærlighed, medfølelse og ømhed mod alle de skabninger, vor himmelske Fader har omsorg for.
Vor Frelsers liv på jorden var ikke et liv i magelighed og selvoptagethed; alvorligt og utrætteligt arbejdede han for den fortabte menneskeslægts frelse. Fra krybben til korset fulgte han selvforsagelsens vej og søgte ikke at unddrage sig besværlige opgaver, ubehagelige rejser eller bekymringer og anstrengende arbejde. Han sagde:»Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til en genløsning for mange.« Matt. 20,28. Dette var hans livs ene store formål. Alt andet var underordnet. Det var hans mad og drikke at gøre Guds vilje og at fuldende hans gerning. Egennytte og egenkærlige interesser kendte han ikke.
Således vil også de, der er delagtige i Kristi nåde, være rede til enhver opofrelse, for at andre, for hvem han døde, kan blive delagtige i den himmelske gave. De vil gøre alt, hvad de kan, for at deres liv kan være med til at gøre verden bedre. Denne ånd viser sig altid hos den, der i sandhed er omvendt. Så snart nogen er i Kristus, opstår der i ham et ønske om at fortælle andre, hvilken ven han har fundet i Jesus. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke stænges inde i hans sind. Er vi iført Kristi retfærdighed og fyldt med glæde i Helligånden, vil vi ikke kunne tie. Dersom vi har smagt og set, at Herren er god, vil vi have noget at fortælle. Ligesom Filip, da han fandt Frelseren, vil vi indbyde andre til at komme til ham. Vi vil søge at vise dem Kristi elskelige karakter og den tilkommende verdens usynlige realiteter. Ønsket om at følge den vej, Jesus har vandret på, vil blive stærkere og stærkere. Der vil være en inderlig længsel efter, at de, der er omkring os, må se»det Guds lam, som bærer verdens synd«.
Og bestræbelsen for at velsigne andre vil bringe velsignelse over os selv. Dette var Guds hensigt med at give os et arbejde at udføre i forløsningens plan. Han har givet menneskene ret til at blive delagtige i den guddommelige natur, og de må til gengæld bringe velsignelse til deres medmennesker. Dette er den højeste ære, den største glæde Gud kan skænke menneskene. De, der således deltager i kærlighedens tjeneste, kommer deres Skaber nærmest.
Gud kunne have overladt det til de himmelske engle at forkynde evangeliets budskab og fuldbyrde barmhjertighedens værk. Han kunne have anvendt andre midler til at gennemføre sin hensigt, men i sin evige kærlighed valgte han at gøre os til sine egne og Kristi og englenes medarbejdere, for at vi kunne blive delagtige i de velsignelser, den glæde og åndelige højnelse, som denne uegennyttige tjeneste medfører.
Vi sammensmeltes med Kristus ved at blive delagtige i hans lidelse. Enhver selvfornægtende handling til andres bedste styrker godgørenhedens ånd i giverens hjerte og knytter ham fastere til verdens Forløser, som»for eders skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige«. Og det er alene, når vi således opfylder Guds hensigt med vor skabelse, at livet kan blive en velsignelse for os.
Hvis du vil arbejde sådan, som det er Kristi hensigt hans disciple skal arbejde, og vinde sjæle for ham, vil du føle trang til dybere erfaring og større kendskab til guddommelige ting, og du vil hungre og tørste efter retfærdighed. Du vil bede inderligt til Gud, din tro vil blive styrket og din sjæl drikke dybere af frelsens kilde. Den modstand og de prøvelser du møder, vil drive dig til bøn og til læsning i Skriften, og du vil opnå en stedse dybere erfaring.
Uegennyttigt arbejde for andre giver karakteren dybde, fasthed og kristelig ynde og bringer fred og lykke. Man kommer til at tragte efter højere ting, og der bliver ingen plads til dovenskab eller egennytte. De som således øver sig i de kristelige dyder, vil vokse og blive stærke i Guds gerning. De vil få et klart åndeligt syn, en stadig voksende tro og forøget kraft i bøn. Guds ånd virker på dem og fremkalder en hellig harmoni i sjælen som svar på den guddommelige påvirkning. De, som hengiver sig til uegennyttige bestræbelser for andres bedste, arbejder visselig på deres egen frelse.
Den eneste måde, hvorpå vi kan vokse i nåden, er, at vi uegennyttigt udfører netop den gerning, Kristus har overdraget os nemlig efter bedste evne at bringe hjælp og velsignelse til dem, der behøver vor hjælp. Styrke kommer ved arbejde; virksomhed er en nødvendig betingelse for liv. De, der forsøger at vedligeholde det kristelige liv ved blot at tage imod de velsignelser, som kommer gennem nådemidlerne, og intet udretter for Kristus, søger simpelt hen at leve af at spise uden at arbejde; men dette fører altid både i den åndelige og i den timelige verden svækkelse og forfald med sig. Den, der ikke vil bruge sine lemmer, vil snart miste al kraft til at bruge dem. Således vil den kristne, der ikke bruger de kræfter, Gud har givet ham, ikke alene ophøre med at vokse op til Kristus, men han vil miste den kraft, han allerede er i besiddelse af.
Kristi menighed er Guds udvalgte redskab til menneskenes frelse. Dens mission er at forkynde evangeliet i verden, og denne pligt påhviler alle kristne. Enhver bør benytte sine bedste evner og enhver anledning til at udføre det hverv, Frelseren har betroet ham, Kristi kærlighed, som er åbenbaret for os, gør os til alles skyldnere, som ikke kender ham. Gud har givet os lyset, ikke for os selv alene, men for at vi skal bringe det videre til andre.
Om de, der følger Kristus, ret forstod deres pligt, ville der være mange tusinder for hver en, der nu er, som forkynder evangeliet i hedenske lande. Og alle, der ikke personlig kan deltage i denne gerning, ville støtte den med deres midler, deres interesse og deres bønner, og der ville også blive udført langt mere ihærdigt arbejde, end tilfældigheder, for sjæle i kristne lande.
Vi behøver ikke at rejse til hedenske lande eller forlade hjemmets snævre kreds for at virke for Kristus, hvis det er der, pligten kalder os. Vi kan virke i hjemmet, i menigheden, blandt vore omgivelser og dem, vi har forretningsforbindelser med.
Den største del af vor Frelsers liv på jorden blev tilbragt med tålmodigt arbejde i en tømmermands værksted i Nazareth. Tjenende engle fulgte livets Herre, da han ukendt og uden anseelse vandrede side om side med bønder og arbejdere. Han udførte sin mission lige så trofast, da han arbejdede i sit håndværk, som da han helbredte de syge eller vandrede på Genesareth søs oprørte bølger. Således kan også vi i livets mest uanselige stillinger og ringeste pligter vandre med Jesus og virke med ham.
Apostelen siger:»I den stand, hvori enhver blev kaldet, brødre, deri blive han for Gud« 1Kor. 7,24. Forretningsmanden kan føre sin forretning på en sådan måde, at hans Mester forherliges ved hans troskab. Er han en sand Kristi efterfølger, vil han føre sin religion ind i alt, hvad han gør og åbenbare Kristi ånd for menneskene. Håndværkeren kan være et flittigt og trofast eksempel på ham, der arbejdede hårdt med livets ringe sysler blandt Galilæas høje. Enhver, som nævner Kristi navn, bør arbejde således, at andre kan se hans gode gerninger og ledes til at ære deres Skaber og Forløser.
Mange har undladt at bruge deres evner i Kristi tjeneste, fordi andre har bedre gaver og fortrin. Den mening har gjort sig gældende, at kun de, der er særlig godt begavet, bør hellige deres evner til Guds tjeneste. Mange har den forestilling, at talenter kun gives til en vis begunstiget klasse, og at alle andre af denne grund ikke er kaldet til at deltage i besværlighederne eller opnå belønningen. Men dette er ikke, hvad lignelsen om talenterne lærer os. Da husets herre kaldte sine tjenere, gav han hver sin gerning.
Vi kan udføre livets ringeste pligter i en kærlig ånd »som for Herren« Kol. 3,23. Dersom Guds kærlighed er i hjertet, viol den vise sig i livet. Kristi vellugt vil omgive os, og vor indflydelse vil,blive til højnelse og velsignelse for andre.
Du bør ikke vente på store anledninger eller forlange usædvanlige evner, før du begynder at arbejde for Gud. Du behøver ikke at bekymre dig om, hvad verden vil tænke om dig. Hvis dit daglige liv er et vidnesbyrd om din tros renhed og oprigtighed, og andre overbevises om, at du gerne vil gøre dem godt, vil dine bestræbelser ikke være ganske spildt.
De ringeste og fattigste af Jesu disciple kan være til velsignelse for andre. De forstår måske ikke selv, at de udretter noget videre godt; men ved deres ubevidste indflydelse kan de sætte bølger af velsignelse i gang, som vil udvides og uddybes, medens de velsignede frugter deraf måske aldrig bliver åbenbarede for dem før på den sidste store regnskabsdag. De synes ikke og ved ikke, at de udretter noget stort. Det fordres ikke af dem, at de skal besvære sig med bekymring om resultaterne. De behøver kun at gå fremad i stilhed og med troskab udføre den gerning Gud i sit forsyn giver dem, så vil deres liv ikke være forgæves. De vil vokse sjæleligt og udvikles mere og mere efter Kristi billede. De er Guds medarbejdere i dette liv, og således beredes de til en højere gerning og en fordunklet glæde i det tilkommende liv.
Gud søger på mange måder at åbenbare sig for os og at bringe os i samfund med sig selv. Naturen taler uophørligt til vore sanser. Et opladt hjerte vil føle sig grebet af Guds kærlighed og af den storhed, som hans hænders gerning vidner om. Det lyttende øre kan høre og forstå Guds tale gennem naturen. De grønne marker, de høje træer, knopperne og blomsterne, den svævende sky, den faldende regn, den rislende bæk og himlens herlighed taler til os og indbyder os til at lære ham at kende, som skabte det hele.
Frelseren knyttede ofte sin undervisning til det, der findes i naturen. Træerne, fuglene, blomsterne, højne, søen, den dejlige himmelhvælving såvel som det daglige livs oplevelser og begivenheder blev alle indflettet i sandhedens ord, for at menneskene ofte kunne mindes hans undervisning selv under livets travlhed og slid.
Gud ønsker, at hans børn skal sætte pris på hans gerninger og finde glæde i den skønhed, hvormed han har prydet vort jordiske hjem. Han elsker det skønne, og fremfor alt, hvad der er udvortes tiltrækkende, elsker han en smuk karakter Det er Guds ønske, at vi skal udvikle renhed og enfoldighed og prydes med den stille ynde, som vi finder hos markens blomster.
Giver vi blot agt, vil Guds hænders gerninger bibringe os en dyrebar undervisning om lydighed og fortrøstning. Fra stjernerne, som på deres sporløse baner århundrede efter århundrede følger den dem anviste vej, ned til det mindste atom, adlyder hele naturen Skaberens vilje. Gud har omsorg for alt og opholder alt, hvad han har skabt. Og han, som opholder de utallige verdener i det endeløse rum, har på samme tid omsorg for den lille spurv, som uden frygt synger sin beskedne sang. Når menneskene går til deres daglige arbejde, såvel som når de søger Gud i bøn, når de lægger sig om aftenen, og når de står op om morgenen; når den rige holder festmåltid i sit palads, og den fattige samler sine børn omkring sit tarvelige bord, våger Den himmelske Fader ømt over dem alle. Ingen tårer rinder, uden at Gud ser det, intet smil undgår hans blik.
Hvis vi blot helt og fuldt troede dette, ville alle unyttige bekymringer bortfalde Vort liv ville ikke blive så fuldt af skuffelser, som det er nu, for enhver ting, stor eller lille, ville vi overlade til Gud, som ikke besværes af de mange bekymringer eller overvældes af deres vægt. Da ville vi glæde os ved en åndelig hvile, som mange længe har været fremmede for.
Når dine sanser fryder sig over alt det skønne på jorden, så tænk på den tilkommende verden, hvor syndens og dødens ødelæggelser aldrig vil vise sig, hvor naturen aldrig mere skal fordunkles af forbandelsens skygge. Forestil dig i tanken de frelstes hjem og husk på, at det vil blive herligere, end din lyseste fantasi kan danne sig et billede af. I Guds mangfoldige gaver, som han har givet os i naturen, ser vi blot det svageste glimt af hans herlighed, som der er skrevet: »Hvad intet øje har set, og intet øre har hørt, og ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad, Gud har beredt dem, som elsker ham.« 1Kor. 2,9.
Digteren og naturforskeren har meget at sige om naturen; men det er den kristne, som mest glæder sig ved jordens skønhed, fordi han deri ser sin Faders gerning og opdager hans kærlighed i blomst, busk og træ. Ingen kan fuldt ud værdsætte høje og dale, floder og søer, førend han betragter dem som et udtryk for Guds kærlighed til menneskene.
Gud taler til os ved sit forsyns styrelse og ved sin ånds indvirkning på hjertet. I vore forhold og omgivelser og i de forandringer, der daglig foregår omkring os, kan vi hente dyrebare lærdomme, hvis blot vore hjerter er modtagelige for dem. Salmisten siger, idet han betragter Guds forsyns gerninger: »Af Herrens miskundhed er jorden fuld.« Hvo, som er vis, han mærke sig det og lægge sig Herrens nåde på sinde!« Sl. 33,5; 107,43.
Gud taler til os i sit ord. Her er hans væsen, hans styrelse med menneskene og forløsningens store værk endnu tydeligere åbenbaret. Her fremlægges for os patriarkernes, profeternes og andre helli__ mænds historie fra samme tid. De var mennesker, undergivet de samme vilkår som vi. Jak. 5,17. Vi ser, hvorledes de mødte de samme vanskeligheder, som vi møder, hvorledes de faldt under fristelser ligesom vi og dog atter fattede mod og ved Guds nåde vandt sejr. Når vi betragter dette, opmuntres vi i vor stræben efter retfærdighed. Når vi læser om de dyrebare erfaringer, der blev dem givet, om det lys, den kærlighed og de velsignelser, de glædede sig ved, og om det værk, de udrettede ved Guds nåde, så tænder den ånd, der besjælede dem, en hellig tilskyndelse i vore hjerter og et ønske om at blive dem lig i karakter at vandre med Gud ligesom de.
Jesus sagde om det gamle Testamentes skrifter (og hvor meget mere er dette ikke sandt om Det nye): »Det er dem, som vidner om mig.« Joh. 5,39. De vidner om Forløseren, på hvem hele vort håb om et evigt liv hviler; ja hele Bibelen vidner om Kristus. Fra den første beretning om skabelsen thi uden ham »blev end ikke een ting til af det, som er« indtil den sidste forjættelse: »Se jeg kommer snart« (Joh. 1,3: Åb. 22,12), læser vi om hans gerninger, og hører vi hans røst. Ønsker du at lære Frelseren at kende, så gransk Den hellige Skrift.
Lad hele dit hjerte blive fyldt med Guds ord. Det er det levende vand, der vil slukke din brændende tørst, Det er det levende brød fra himmelen. Jesus erklærer: »Dersom I ikke æder Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i eder.« Og han forklarer sine ord, når han siger: »De ord, som jeg har talt til eder, er ånd og er liv.« Joh, 6,53.63. Vore legemer opbygges af det, vi spiser og drikker, og således som det er i naturens husholdning, er det også i den åndelige. Det er det, vi grunder på, der giver vor åndelige natur karakter og styrke.
Genløsningen er et emne, som englene ønsker at skue ind i. Det vil blive emnet for de genløstes studeren og sang gennem evighedens uendelige tider. Er det ikke værd at granske og tænke nøje over nu? Jesu store barmhjertighed og kærlighed og det offer, han har frembåret for os, kræver den dybeste og alvorligste overvejelse. Vi bør dvæle ved vor Genløsers og Talsmands karakter. Vi bør tænke meget på hans mission, som kom for at frelse sit folk fra deres synder. Vor tro og vor kærlighed styrkes, når vi således betragter himmelske ting, og vore bønner vil blive mere og mere antagelige for Gud, fordi de blandes mere og mere med tro og kærlighed.. De vil blive forstandige og inderlige. Vi vil få en mere vedholdende tillid til Jesus og en daglig, levende erfaring om den magt, som kan gøre alle dem salige, der kommer til Gud ved ham.
Når vi befragter Frelserens fuldkommenhed, vil der opstå et ønske hos os om at blive helt forvandlede og fornyede efter hans renheds billede. Vi vil hungre og tørste efter at ligne ham, som vi tilbeder. Jo mere vi tænker på Kristus, desto mere vil vi tale om ham til andre og åbenbare ham for verden.
Bibelen blev ikke skrevet alene for de lærde; den blev tværtimod skrevet for almindelige mennesker. De store sandheder, som er nødvendige til salighed, er klare som solen. Ingen kan tage fejl eller gå fejl uden de, der følger deres egen forstand i stedet for Guds tydelige åbenbare vilje.
Vi bør ikke antage noget menneskes vidnesbyrd om, hvad Skriften lærer, men bør granske Guds ord for os selv. Lader vi andre tænke for os, vil det svække vor egen kraft og lamme vore åndsevner. Af mangel på beskæftigelse med ting, der er anspændelse værd, kan disse ædle evner blive så forkrøblede, at de ikke længere er i stand til at fatte Guds ords dybe betydning. Tænkeevnen styrkes ved studiet af bibelske emner og ved at sammenligne skriftsted med skriftsted og åndelige ting med åndelige ting.
Intet kan bedre styrke forstandsevnerne end Skriftens granskning. Ingen anden bog har en sådan kraft til at højne tankerne og give åndsevnerne styrke som Bibelens store og forædlende sandheder. Hvis Guds ord blev gransket, som det burde, ville menneskene opnå en åndsudvikling, en sjælens adel og en fasthed i forsæt, som man sjældent ser i vor tid.
Men man får kun ringe gavn af en overfladisk læsning i Skriften. Man kan læse hele Bibelen igennem uden at se dens skønhed eller fatte dens dybe, skjulte betydning. Det gør mere godt at overveje et skriftsted, indtil dets betydning er klar for tanken, og dets forhold til frelsens plan er tydelig, end at læse mange kapitler uden noget bestemt øjemed og uden at få nogen virkelig undervisning. Hav altid din bibel hos dig; læs i den, nå du har lejlighed, og søg at fæstne skriftstederne i din hukommelse. Selv når du går på gaden, kan du læse et skriftsted og overveje det og således fæste det i hukommelsen.
Vi kan ikke opnå visdom uden flittig og alvorlig granskning med bøn om Guds ånds vejledning. Visselig er nogle dele af Skriften så tydelige, at de ikke kan misforstås; men der er andre skriftsteder, hvis betydning ikke ligger på overfladen, så at man ser den ved første øjekast. Skrift må sammenlignes med skrift. Man må ransage omhyggeligt og overveje under bøn. En sådan granskning vil blive rigeligt belønnet. Ligesom en minearbejder opdager årer af ædle metaller, som er skjult under jordens overflade, således vil den, der med udholdenhed ransager Guds ord, ligesom man søger efter skjulte skatte, finde sandheder, som er af den største værdi, men som er skjult for den, der søger med ligegyldighed. Det guddommelige ord vil, når de overvejes i hjertet, blive som strømme der flyder fra livets kilde.
Bibelen bør aldrig læses uden bøn. Vi må bede om Helligåndens oplysning, før vi åbner den, så, skal den gives os. Da Nathanael kom til Jesus, udbrød Frelseren: »Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er svig.« Nathanael sagde: »Hvorfra kender du mig?« Jesus svarede: »Førend Filip kaldte dig så jeg dig, medens du var under figentræet.« Joh. 1,48? 49. Jesus vil også se os, når vi beder i løndom, dersom vi begærer lys af ham, for at vi må kunne lære sandheden at kende, Engle fra lysets rige vil være hos dem, der med ydmygt hjerte søger guddommelig vejledning.
Helligånden ophøjer og forherliger Frelseren. Det er dens opgave at fremholde Kristus hans retfærdighed, renhed og frelsen, vi har ved ham. Jesus siger: »Han skal tage af mit og forkynde eder.« Joh. 16,14. Sandhedens ånd er den eneste rette lærer i guddommelig sandhed. Hvor højt må ikke Gud elske menneskeslægten, når han kunne give sin søn i døden for den og ha sendt Helligånden til at være menneskets lærer og stadige vejleder!
Gud taler til os gennem naturen og sit åbenbarede ord, gennem sit forsyns styrelse og ved sin ånds indflydelse. Men dette er ikke nok. Vi må også udøse vore hjerter for ham. For at få Åndens liv og kraft må vi stå i en levende forbindelse med vor himmelske Fader. Vort sind kan føle sig draget til ham, vi kan grunde på hans gerninger, hans nåde og hans velsignelse, men dette er ikke i egentligste forstand at samtale med ham. For at samtale med Gud må vi have noget at sige ham om vort virkelige liv.
Bøn er at oplade hjertet for Gud som for en ven. Dette er ikke nødvendigt for at underrette Gud om, hvad vi er, men for at vi kan tage imod ham. Bønnen bringer ikke Gud ned til os, men den løfter os op til ham.
Da Jesus var på jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han opfordrede dem til at omtale deres trang for Gud hver dag og kaste al deres sorg på ham. Og den forsikring, han gav dem om bønhørelse, er også en forsikring til os.
Jesus selv bad ofte, da han var hernede, Vor Frelser stillede sig på lige fod med os i vor nød og svaghed; han søgte i bøn at få ny styrke fra sin Fader, for at han kunne beredes til at opfylde sine pligter og møde de prøver, der forestod ham. Han er vort eksempel i alle ting. Han er en broder i vore svagheder, forsøgt i alle måder i lighed med os; men som den syndfri frelser veg hans natur tilbage for det onde. Han måtte udstå megen kamp og lide stor sjælekval i denne syndige verden. Hans menneskelige natur gjorde bønnen til en nødvendighed og en velsignelse. Han fandt trøst og glæde i samtale med sin Fader. Dersom Frelseren, Guds søn, følte trang til bøn, hvor meget mere bør da svage, syndige mennesker føle nødvendigheden af inderlig, stadig bøn!
Vor himmelske Fader er altid villig til at skænke os sin velsignelses fylde. Det er vor forret at drikke dybt af hans uendelige kærligheds kilde. Hvor er det underligt, at vi ikke beder mere, end vi gør! Gud er rede og villig til at høre oprigtige bønner fra de ringeste af sine børn. Og dog er vi så alt for sendrægtige og tilbageholdende med hensyn til at fortælle Gud vor trang. Hvad mon himmelens engle tænker om arme hjælpeløse mennesker, som er udsat for alle slags fristelser, og dog beder så lidet og har så liden tro, når Guds evige kærligheds hjerte Tolkes over dem og er rede til at give dem mere, end de kan bede om eller tænke? Englene bøjer sig med glæde for Gud; de fryder sig over at være i hans nærhed. De betragter samfundet med Gud som den største salighed; og dog synes støvets børn, som meget mere behøver den hjælp, Gud alene kan give, at være tilfredse med at leve den Åndens lys, uden Guds egen ledsagelse og nærværelse!
De, der undlader at bede omsluttes af Satans mørke. Fjendens hemmelige fristelser lokker dem til synd, og alt dette kommer af, at de ikke benytter de velsignelser, Gud har givet dem i bønnens guddommelige anordning. Hvorfor skulle Guds sønner og døtre være uvillige til at bede, når bønnen er den nøgle i troens hånd, der åbner himmelens forrådshus, hvor den Almægtiges uudtømmelige hjælpekilder findes? Uden stadig bøn og flittig årvågenhed står vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej; modstanderen søger hele tiden at lægge hindringer i vejen til nådestolen, for at vi ikke ved alvorlig bøn og tro skal få kraft til at modstå fristelse.
Der er visse betingelser, som må opfyldes, før vi kan vente at Gud vil høre og svare på vore bønner. En af de første af disse er, at vi må føle vor trang til hans hjælp. Han har lovet: »Jeg udgyder vand på det tørstende, strømme på det tørre land.« Es. 44,3. De, der hungrer og tørster efter retfærdighed og længes efter Gud, kan være forvissede om, at deres trang vil blive mættet Hjertet må være åbent for Åndens påvirkning, hvis man skal kunne tage imod Guds velsignelse.
Vor store trang er i sig selv noget, som kraftigt taler vor sag; men vi må søge Herren, vi må bede ham om, hvad vi behøver. Han siger: »Bed, så skal eder gives.« Og atter: »Han, som jo ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke også med ham skænke os alle ting?« Matt. 7,7; Rom. 8,32.
Hvis vi nærer onde tanker i vore hjerter, hvis vi holder fast ved bevidst synd, vil Herren ikke høre os; men han hører altid den bodfærdige, ydmyge sjæls bøn. Når alle bevidste fejl er rettet, kan vi tro, at Gud vil svare på vor bøn. Vor egen fortjeneste kan aldrig anbefale os til Guds nåde. Det er ved Jesu fortjeneste alene, vi kan blive frelst; hans blod alene kan rense os. Men til os står det at rette os efter de betingelser, han stiller for at kunne tage imod os.
En anden betingelse for virksom bøn er tro, »Thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres belønner, som søger ham.« Jesus sagde til sine disciple: »Alt, hvad I beder om og begærer, tro, at I har fået det, så skal det ske eder.« Heb. 11,6; Matt. 11,24. Tager vi ham på hans ord?
Forjættelsen er omfattende og ubegrænset, og han er trofast, som har givet den. Om vi ikke får netop de ting, vi beder om, på den tid, vi beder, skal vi alligevel tro, at Herren hører os, og at han vil besvare vore bønner. Vi er så uforstandige og kortsynede, at vi undertiden beder om noget, som ikke ville blive til velsignelse for os, og vor himmelske Fader svarer i sin kærlighed på vore bønner derved, at han giver os det, som bliver til vort gavn det, som vi selv ville ønske, om vore øjne var oplyst af Gud, så at vi kunne se alle ting, som de virkelig er. Når det synes, som om vore bønner ikke besvares, skal vi holde fast ved forjættelsen; thi den tid, da vi bliver bønhørt, vil visselig komme og vi vil få den velsignelse vi trænger ,mest til. Men at gøre fordring på, at bøn altid skal besvares netop på den måde, vi i øjeblikket ønsker, er formasteligt. Gud er for vis til at tage fejl og for god til at holde noget tilbage fra dem, som vandrer oprigtigt. Frygt derfor ikke for at forlade dig på ham, selv om du ikke ser noget øjeblikkeligt svar på dine bønner. Stol på hans sikre forjættelse: »Bed, så skal eder gives.«
Dersom vi venter med at tro, indtil vi hat rådført os med vor tvivl og frygt eller søgt at udgrunde hver eneste ting, som ikke er klar for os, vil vanskelighederne blot forøges og forstørres. Men kommer vi til Gud, hjælpeløse og afhængige, som vi virkelig er, og i ydmyg tillidsfuld tro fremfører vor trang for ham, hvis kundskab er ubegrænset, for ham, som ved alle ting og styrer alle ting ved sin vilje og ved sit ord, så kan og vil han lytte til vort råb og lade lyset skinne ind i vore hjerter. Gennem oprigtig bøn bringes vi i samfund med den evige Gud. Vi har måske ikke netop på den tid noget særskilt bevis for, at vor Frelsers ansigt er vendt mod os i medlidenhed og kærlighed; men ikke desto mindre er dette tilfældet. Vi mærker måske ikke hans legemlige berøring; men hans hånd hviler på os i kærlighed og øm medfølelse.
Når vi kommer til Gud og beder om nåde og velsignelse må vi nære kærlighedens og tilgivelsens.ånd i vore egne hjerter. Hvordan kan vi bede: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« (Matt. 6,12). og dog have et uforsonligt sind? Hvis vi venter, at vore egne bønner skal blive bønhørt, må vi tilgive andre på samme måde og i samme udstrækning, som vi håber at få forladelse.
Udholdenhed i bøn er også et vilkår for bønhørelse. Vi må altid bede dersom vi vil. vokse i tro og erfaring. Vi må være »vedholdende i bønnen«. »Vær vedholdende i bønnen, idet I er årvågne i den med taksigelse«. Peter formaner de troende til at være »årvågne og ædru til bønner«. (Rom. 12,12; Kol. 4,2; 1Pet. 4,7.) Paulus siger: »Lad i alle ting eders begæringer komme frem for Gud i påkaldelse og bøn med taksigelse.« Judas siger: »I elskede! ..... bed i den Helligånd; bevar således eder selv i Guds kærlighed.« Fil. 4,6; Jud. 20,21. Vedholdende bøn betyder sjælens uafbrudte forening med Gud, så at liv fra Gud flyder ind i vort liv, og renhed og hellighed strømmer tilbage til Gud fra vort liv.
Det er nødvendigt at være vedholdende i bøn. Lad intet hindre dig i dette. Bestræb dig på enhver måde for at bevare samfundet mellem Jesus og din egen sjæl. Søg enhver anledning til at samles med andre til bøn. De, som virkelig søger efter samfund med Gud, vil komme til bønnemøder og trofast opfylde deres pligt. De vil vise en alvorlig længsel efter at få alle de velsignelser, de kan. De vil benytte enhver anledning til at stille sig der, hvor himmelens lysstråler kan skinne på dem.
Vi bør bede i familien og fremfor alt ikke glemme bønnen i lønkammeret; thi den er sjælens liv. Det er umuligt for sjælen at vokse i nåden, når bønnen forsømmes. Offentlig bøn eller familiebøn alene er ikke tilstrækkelig; man må i enerum åbne sit hjerte for Guds ransagende øje. Bøn i lønkammeret bør alene høres af Gud, som giver agt på bønner. Intet nysgerrigt øre br gøres bekendt med disse begæringer. Under lønlig bøn er sjælen fri for omgivende indflydelser og forstyrrelser. Rolig, men dog inderligt rækker den sine arme ud efter Gud. En himmelsk, varig indflydelse vil udgå fra ham, der ser i løndom, hvis øre er åbent for de bønner, der opstiger fra hjertet. Ved stille, enfoldig tro har sjælen samfund med Gud og samler stråler fra det guddommelige lys hvormed den kan styrkes og opholdes i kampen mod Satan. Gud er vor stærke borg.
Bed i dit lønkammer og opløft ofte dit hjerte i bøn til Gud, når du går i dit daglige arbejde. Det var således, Enok vandrede med Gud. Disse tavse bønner stiger op som dyrebar røgelse for, Guds trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte således forlader sig på Gud.
Der er intet sted og ingen tid, hvor det er upassende at opsende en bøn til Gud. Der er intet, der kan hindre os fra at opløfte vore hjerter til Gud i inderlig bøn. I folkemængden på gaden og midt under vore sysler kan vi bede om guddommelig vejledning ligesom Nehemias, da han fremlagde sit andragende for kong Artaxerxes. Et lønkammer til samtale med Gud kan findes, hvor vi end er. Vi bør stadig holde hjertets dør åben og indbyde Jesus til at komme og bo i sjælen som en himmelsk gæst.
Selv om vi måske befinder os i besmittede og fordærvede omgivelser, behøver vi ikke at indånde deres giftige atmosfære. Vi kan leve i himmelens rene luft. Vi kan lukke enhver dør til for urene forestillinger og vanhellige tanker ved i inderlig bøn at løfte sjælen op til Gud. De, hvis hjerter er åbne for støtte og velsignelse fra ham, vil vandre i en helligere atmosfære end den jordiske; de vil bestandig have samfund med himmelen.
Vi trænger til at få et klarere syn på Jesus og en fuldere forståelse af, hvad de evige virkeligheder er værd. Hellighedens prydelse bør fylde Guds børns hjerter, og for at dette kan ske, må vi bede Gud om at åbenbare de himmelske ting for os.
Oplad sindet og vend det mod det høje, så at Gud kan give os en forsmag på den himmelske atmosfære. Det er muligt for os at holde os så nær til Gud, at vore tanker i enhver uventet prøve vil vende sig mod ham lige så naturligt, som blomsten vender sig mod solen.
Fremlæg din trang, din glæde, din sorg, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham. Han, som tæller hårene på dit hoved, er ikke ligegyldig for sine børns trang. »Herren er såre medlidende og barmhjertig.« Jak. 5,11. Vore sorger, ja endog blot det at vi nævner dem, rører hans kærlige hjerte. Gå til ham med alt, hvad der besvære dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer verdensaltet. Intet, der på nogen måde angår vor fred, er for lidt for ham at lægge mærke til. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt for ham at læse; ingen besværlighed er for vanskelig for ham at udrede. Ingen ulykke kan komme over den ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn udgå fra læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkeligt interesserer sig derfor. »Han læger dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår.« Sl. 147,3. Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede søn.
Jesus sagde: »På den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil bede Faderen for eder; thi Faderen selv elsker eder.« »Jeg har udvalgt eder ..... for at Faderen skal give eder, hvad som helst I beder ham om i mit navn.« Joh. 16,26?27 15,16. Men at bede i Jesu navn betyder mere end blot at nævne dette navn, når vi begynder og slutter en bøn. Det betyder at bede med Jesu sind og ånd, medens vi tror hans forjættelser, forlader os på hans nåde og gør hans gerninger.
Det er ikke Guds mening, at nogen af os skal blive eremitter eller munke og trække os tilbage fra verden for at kunne tjene Gud. Livet må være som Kristi liv bøn i lønkammeret og arbejde blandt mængden. Den, der ikke bestiller andet end at bede, vil snart holde op dermed, eller hans bønner vil blive en vanemæssig formssag. Når et menneske unddrager sig al omgang med sine medmennesker og søger at undgå sine kristelige pligter og kors, når han ophører at arbejde flittigt for Mesteren, som arbejdede så flittigt for ham, så taber bønnen sit indhold for ham, og han har intet, der kan tilskynde ham til andagt. Hans bønner bliver personlige og egennyttige. Han kan ikke bede med menneskehedens trang eller Kristi riges fremgang for øje og søge Herren om kraft til at udføre arbejdet.
Vi lider et stort tab, når vi forsømmer at samles for at styrke og opmuntre hverandre i Herrens tjeneste. Hans ords sandhed taber deres klarhed og betydning for os. Vore hjerter bliver ikke oplyste eller opvækkes ikke af deres helliggørende indflydelse, og vort åndelige liv svækkes. I vor indbyrdes omgang som kristne taber vi meget ved mangel på medfølelse for hverandre. Den, som slutter sig inde i sig selv, fylder ikke den stilling, Gud har anvist ham. En passende udvikling af vor selskabelige natur bevirker i os interesse og medfølelse for andre, og er et middel til at udvikle og styrke os i Herrens tjeneste.
Dersom kristne ville komme sammen og tale med hverandre om Guds kærlighed og forløsningens dyrebare sandheder, ville deres egne hjerter blive vederkvægede og de ville vederkvæge hverandre Vi må daglig lære mere af vor himmelske Fader og samle nye erfaringer om hans måde; da vil vi ønske at tale om hans kærlighed, og når vi gør dette; vil vore egne hjerter blive opvarmede og opmuntrede. Hvis vi tænkte og talte mere om Kristus og mindre om os selv, ville vi i langt højere grad erfare hans nærværelse.
Om vi blot ville tænke på Gud lige så ofte som vi har beviser på hans omsorg for os, ville vi altid have ham i vore tanker og glæde os ved at tale om ham og prise ham. Vi taler om jordiske ting, fordi vi interesserer os for dem, Vi taler om vore venner fordi vi elsker dem; vore glæder og sorger samler sig om dem. Men vi har uendelig meget større grund til at elske Gud end til at elske vore jordiske venner, og det burde være det mest naturlige for os i denne verden at lade Gud være først i alle vore tanker, at tale om hans godhed og forskende hans magt. Hensigten med de dyrebare gaver, som han har skænket os, var ikke, at de skulle optage vore tanker og vor kærlighed i den grad, at vi ikke kunne have noget af give Gud igen. De bør besindig minde os om ham og binde os med kærlighedens og taknemmelighedens bånd til vor himmelske Velgører. Vi dvæler for meget ved jordens lave egne. Lad os opløfte vore øjne til helligdommens åbne dør histoppe hvor Guds herligheds lys oplyser Kristi åsyn. Han kam »fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham«. Heb. 7,25.
Vi trænger til at prise Gud mere »for hans miskundhed, for hans underværker med menneskenes børn«. Sal. 107,8. Vore andagtsøvelser bør ikke bestå udelukkende i at bede og modtage. Lad os ikke altid tænke på vort behov, men lad os også erindre de velsignelser, vi modtager. Vi beder ikke for meget, men vi er for sparsommelige med vor taksigelse. Vi er stadig genstand for Guds nåde; men hvor alt for lidt giver vi ikke udtryk for vor taknemmelighed, hvor lidt priser vi ham dog for, hvad han har gjort for os!
Når Israelitterne fordum samledes til gudstjeneste sagde Herren: »Der skal I holde måltid for Herren eders Guds åsyn og . sammen med eders husstand være glade over alt, hvad I erhverver, hvad Herren din Gud velsigner dig med.« 5Mos. 12,7. Det, der gøres til Herrens ære bør gøres med glæde, ned lovsang og taksigelse, ikke med bedrøvelse og tungsind.
Vor Gud er en barmhjertig, nådig fader. Hans tjeneste bør ikke betragtes som noget tungt og besværligt. Det bør være en lyst at tilbede Herren og tage del i hans gerning Gud ønsker ikke, at hans børn, som han har bragt så stor en frelse, skal handle, som om han var en streng fordringsfuld opsynsmand. Han er deres bedste ven, og mår de tilbeder ham, vil han være med dem for at velsigne og trøste dem og fylde deres hjerter med glæde og kærlighed. Herren ønsker, at hans børn skal glæde sig i hans tjeneste og finde mere lyst end besvær i hans gerning. Han ønsker, at de der kommer for at tilbede ham, skal gå bort med dyrebare tanker om hans omhu og kærlighed for, at de kan blive opmuntrede hver dag i alle livets sysler og få nåde til at handle ærligt og oprigtigt i alle ting.
Vi må samles omkring korset. Kristus og ham korsfæstet bør være emnet for vore betragtninger og vor samtale, vort hjertes største glæde, Enhver velsignelse, vi modtager af Gud, bør vi bevare i vore tanker, og når vi betænker hans store kærlighed, bør vi villigt overlade alt i de hænder, som blev naglet til korset for os.
På lovprisningens vinger kan sjælen stige nærmere op mod himmelen. Gud tilbedes med sang og musik i de himmelske sale, og når vi udtrykker vort hjertes taknemmelighed for ham, forener vi os med de himmelske hærskare i deres tilbedelse. »Den, der ofrer taksigelse ærer mig,« siger Herren. Lad os fremtræde for vor Skaber med ærbødighed og glæde, med »lovsang og strengespil«. Sl. 50,23; Es. 51,3.
Når tvivlen melder sig Oversigt
Særlig blandt dem, der er nye i kristenlivet, er der mange, der til tider besværes af tvivlstanker. Der er mange ting i Bibelen, som de ikke kan forklare og ikke engang forstå, og Satan benytter sig af dette til at rokke deres tro på Skriften som en åbenbaring fra Gud. De spørger; »Hvorledes kan jeg vide den rette vej? Dersom Bibelen virkelig er Guds ord, hvorledes kan jeg da blive fri for denne tvivl og uklarhed?«
Gud forlanger aldrig, at vi skal tro, uden at give tilstrækkelige vidnesbyrd, hvorpå vi kan bygge vor tro. Hans tilværelse, hans karakter, hans ords sandhed stadfæstes ved vidnesbyrd, som vi med fornuft kan fatte og af disse findes der i overflod. Men Gud har aldrig fjernet muligheden for tvivl. Vor tro må hvile på vidnesbyrd, ikke på noget, som ses. De, der gerne vil tvivle vil få anledning dertil, medens de, der virkelig ønsker at kende sandheden, vil finde tilstrækkeligt vidnesbyrd, hvorpå de kan bygge deres tro.
Det er umuligt for dødelige mennesker til fulde at forstå og fatte den Eviges, karakter og gerninger. For den skarpeste tænker, for den mest udviklede forstand må dette hellige væsen altid forblive indhyllet i hemmelighed. »Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges grænse. Højere er den end himmelen hvad kan du? Dybere end dødsriget hvad ved du?« Job 11,7?8.
Apostelen Paulus udbryder: »O dyb al Guds rigdom og visdom og kundskab! hvor uransagelige er hans domme og hans veje usporlige!« Men skønt »sky og mørke er trindt omkring ham« så er »retfærd og ret ..... hans trones støtte«. Rom. 11,33; Sl. 97,2. Vi kan fatte så meget af hans styrelse med os og de bevæggrunde, der leder ham, at vi kan, se en uendelig magt. Vi kan forstå så meget af hans hensigter, som det er gavnligt for os at kende; og ud over dette må vi forlade os på den hånd, som er almægtig, det hjerte, der er fuldt af kærlighed.
Ligesom dets guddommelige ophav rummer Guds ord gåder, som aldrig helt vil kunne fattes af dødelige væsener. Syndens opkomst i verden, Kristi menneskevorden, opstandelsen, genfødelsen og mange andre emner, der omtales i Bibelen, er hemmeligheder, som er for dybe for den menneskelige forstand at forklare eller endog til fulde at fatte. Men vi har ingen grund til at tvivle på Guds ord, fordi vi ikke kan forstå hans forsyns hemmeligheder. I naturen er vi altid omgivet af hemmeligheder, som vi ikke kan udgrunde. De allerenkleste livsformer frembyder et problem, som den viseste filosof ikke formår at løse. Overalt findes undere«som overgår vor forstand.. Skulle det da forbavse os at finde, at der også i den åndelige verden er hemmeligheder, som vi ikke kan udgrunde? Vanskeligheden ligger udelukkende i den menneskelige forstands svaghed og indskrænkethed. Gud har i Skriften givet os tilstrækkelige vidnesbyrd om dens guddommelige oprindelse og vi bør ikke tvivle på hans ord, fordi vi ikke kan forstå alle hans forsyns hemmeligheder.
Apostelen Peter siger, at der i Skriften er »ting, vanskelige at forstå, som de ukyndige og ubefæstede fordrejer ..... til deres egen undergang«. 2Pet. 3,16. De vanskeligheder der findes i Skriften, er af vantro mennesker blevet fremholdt som bevis imod Bibelen; men så langt fra at være dette er de tværtimod et kraftigt vidnesbyrd om dens guddommelige oprindelse. Dersom den ikke indeholdt nogen anden beretning om Gud end det, vi let kunne forstå, hvis hans storhed og majestæt kunne begribes af dødelige mennesker, så indeholdt Bibelen ikke ufejlbarlige vidnesbyrd om dens guddommelige oprindelse. Selve det storslåede og hemmelighedsfulde ved de emner, den fremholder, bør indgyde tro på Skriften som Guds ord.
Bibelen udvikler sandheden så enfoldigt og så fuldkommen afpasset efter det menneskelige hjertes trang og længsler, at det har forbavset og henrevet de lærdeste mennesker, på samme tid som det sætter de ringe og ulærde i stand til at finde frelsens vej. Og dog omfatter disse enkelt fremstillede sandheder emner, der er så ophøjede, så vidtrækkende, og som så uendelig langt overgår menneskelig fatteevne, at vi alene kan antage dem, fordi Gud har fremsat dem. Således er frelsensplan lagt åben for os, så at enhver kan se de skridt, han må tage i omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus for at blive frelst på den af Gud anviste måde; men under disse sandheder, der så let kam forstås, findes hemmeligheder, der ligesom et dække skjuler herligheden mysterier, som overvælder tanken i dens forskning og dog fylder ethvert oprigtigt sandhedssøgende menneske med ærefrygt og tro. Jo mere han ransager Bibelen, desto mere overbevist bliver ham om, at den er dem levende Guds ord, og den menneskelige forstand bøjer sig for den guddommelige åbenbarings majestæt.
At tilstå, at vi ikke til fulde kan forstå Bibelens store sandheder er blot at indrømme, at mennesketanken ikke formår at fatte det guddommelige at mennesket med sin indskrænkede kundskab ikke kan forstå den alvidende Guds hensigter.
Fritænkere og tvivlere forkaster Guds ord, fordi de ikke kan udgrunde alle dets hemmeligheder; og heller ikke alle, som bekender sig til at tro på Bibelen, er uden for fare i denne henseende. Apostelen siger: »Se til, brødre! at der ikke nogen sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro hjerte så at han falder fra den levende Gud.« Heb. 3,12. Det er rigtigt at ransage Bibelens lære grundigt og at betragte »Guds dybder« (1Kor. 2,10) så langt som de er åbenbarede i Skriften. På samme tid som »de skjulte ting, er for Herren vor Gud« så er de åbenbarede ting for »os og vore børn evindelig«. 5Mos. 29,29. Men det er Satans værk at forkvakle menneskenes granskningsevne. En vis stolthed indflettes i betragtningen af Bibelens sandheder, så sådanne læsere bliver utålmodige og nedslåede, hvis de ikke kan forklare hver eneste del af Skriften til deres egen tilfredshed. Det er for ydmygende for dem at erkende, at de ikke forstår de ord, Gud har givet ved sin ånd. De kan ikke vente tålmodigt, indtil Gud finder det tjenligt at åbenbare sandheden for dem. De mener, at deres blotte menneskelige visdom er tilstrækkelig til at forstå Skriften, og når dette mislykkes for dem, benægter de i virkeligheden dens autoritet. Det er sandt, at mange teorier og lærdomme, som man i almindelighed antager for at stamme fra Bibelen, ikke finder nogen støtte i Den hellige Skrift og i virkeligheden er i strid med det guddommelige Ord. Disse ting har været en årsag til tvivl og forvirring for mange. Men Guds ord er ikke skyld i dette; det kommer af, at mennesker fordrejer det.
Hvis det var muligt for skabte væsener at nå frem til fuld forståelse af Gud og hans gerninger, ville der, når de var nået til dette punkt, ikke være mere sandhed for dem at udfinde, intet fremskridt for dem i kundskab, ingen videre udvikling af ånd og hjerte. Gud ville ikke længere være den ypperste, og mennesket, som var nået til kundskabens og udviklingens grænse ville ophøre at gå fremad. Lad os takke Gud for, at dette ikke et tilfældet, Gud er uendelig. I ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjulte. Kol. 2,3. Menneskene kan ransage og lære til evig tid og dog aldrig udtømme hans visdoms skatte, hans godhed og hans magt.
Det er Guds hensigt, at hans ords sandheder endogså i dette liv bestandigt skal udfolde sig mere og mere for hans folk. Det er kun een måde, hvorpå denne kundskab kan opnås. Vi kan alene få forstand på Guds ord ved oplysning af den ånd, ved hvem ordet blev givet. Ingen ved, »hvad der er i Gud, uden Guds ånd«; »thi Ånden ransager alle ting, også Guds dybder«. Og Frelserens forjættelse til hans efterfølgere vat: »Men når han, Sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden! ..... thi han skal tage af mit og forkynde eder«. 1Kor. 2,11?10; Joh. 16,13?14.
Gud ønsker, at menneskene skal bruge deres, forstandsevner, og Bibelens granskning vil styrke og højne sindet mere, end noget andet studium kan. Dog må vi vogte os for at forgude fornuften, som et den menneskelige svaghed og skrøbelighed underkastet. Dersom vi ikke ønsker, at Skriften skal være dunkel for vor forstand, så at de tydeligste sandheder bliver uforståelige, må vi eje den enfoldige tro, som findes hos et lille barn, være villige til at lære og bede om Helligåndens hjælp. Følelsen af Guds visdom og magt og vor egen udygtighed til at fatte hans storhed bør fylde os med ydmyghed, og vi bør åbne hans ord med hellig ærefrygt, som om vi skulle træde frem for hans ansigt. Når vi læser Bibelen, må vi anerkende en højere autoritet, og hjertet og forstanden må bøje sig for den store »JEG ER«.
Mange ting som tilsyneladende er vanskelige og dunkle, vil Gud gøre klare og tydelige for dem, der således søger at forstå dem. Men uden Helligåndens vejledning vil vi stedse være udsat for at forvende Skrifterne og at udlægge dem forkert. Mange læser Bibelen uden at få nogen nytte deraf, og i mange tilfælde er en sådan læsning endog skadelig. Når Guds ord åbnes uden ærefrygt og uden bøn, når tankerne og hjertet ikke fæstes på Gud eller stemmer overens med hans vilje så omtåges sindet af tvivl, og vantroen styrkes ved selve Bibelens granskning. Fjenden får herredømmet over tankerne, og han indskyder fortolkninger, som ikke er rigtige. Når mennesker ikke i ord og gerning søger at være i samklang med Gud, er de udsat for at fare vild i deres opfattelse af Skriften, hvor lærde de end er, og det er farligt at forlade sig på deres forklaringer. De, som læser Skriften for at finde modsigelser, har ikke nogen åndelig indsigt. Med et fordrejet syn vil de se mange grunde til tvivl og vantro i ting, der i virkeligheden er klare og tydelige.
Hvor meget man end søger at skjule det, er den virkelige grund til tvivl og vantro i de fleste tilfælde kærlighed til synd. Guds ords lære og forbud fordrages ikke al det stolte, syndige hjerte, og de, der er uvillige til at lyde dets fordringer, er rede til at betvivle dets troværdighed. For at komme til sandheds erkendelse må vi nære et oprigtigt ønske om at kende sandheden og villighed i hjertet til at adlyde den. Alle, der gransker Bibelen på denne måde, vil finde tilstrækkelige beviser for, at den er Guds ord; og de kan opnå en kundskab om dens sandheder, som vil gøre dem vise til salighed.
Kristus har sagt: »Dersom nogen vil gøre hans vilje skal han erkende, om læren er fra Gud,« Joh. 7,17. I stedet for at gøre indvendinger og finde fejl ved det, du ikke forstår, bør du give agt på det lys, som allerede skinner for dig, så vil du erholde større lys. Udfør ved Kristi nåde enhver pligt, du er blevet klar over, så vil du blive i stand til at forstå og udføre de pligter, som du nu er i tvivl om.
Der er et bevis, som er åbenbaret for alle, for den lærdeste såvel som for den mest ulærde, og det er erfaringens bevis. Gud indbyder os til selv at prøve hans ords virkelighed, hans forjættelsers sanddruhed. Han byder os at smage og se, at Herren er god. Sl. 34,9. I stedet for at forlade os på andres ord bør vi smage for os selv. Han siger: »Bed, og I skal få!« Joh. 16,24. Hans løfter vil blive opfyldt. De har aldrig slået fejl; de kan aldrig slå fejl. Når vi kommer til Jesus og glæder os i hans kærligheds fylde, vil vor tvivl og vort mørke svinde for hans ansigts lys.
Apostelen Paulus siger at Gud »friede os ud af mørkets magt og satte os over i sin elskede søns rige«. Kol. 1,13. Og enhver, som er overført fra døden til livet, vil kunne vidne, »at Gud er sanddru.« Joh. 3,33. Han kan vidne: »Jeg behøvede hjælp, og jeg fandt den hos Jesus. Enhver mangel blev afhjulpet, min sjæls hunger blev stillet, og nu er Bibelen for mig Jesu Kristi åbenbaring. Spørger du, hvorfor jeg tror på Jesus? Fordi han er min guddommelige Frelser. Hvorfor tror,jeg på Bibelen? Fordi jeg har fundet, at den er Guds tale til min sjæl.« Vi kan have det vidnesbyrd i os selv, af Bibelen er sandhed, at Kristus er Guds søn. Vi ved, at vi ikke følger kløgtige fabler.
Peter formaner sine brødre til at vokse »i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og kundskab«. 2Pet. 3,18. Når Guds folk vokser i nåden, vil de stedse få klarere begreb om hans ord. De vil opdage nyt lys og ny skønhed i dets hellige sandheder. Dette har vist sig at være tilfældet i menighedens historie til alle tider og således vil det vedblive indtil enden. »Retfærdiges sti er som, strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« Ordsp. 4,18
Ved tro kan vi se fremad til den tilkommende verden og tilegne os Guds løfte om at vokse i kundskab, idet de menneskelige evner forenes med de guddommelige og enhver sjæls evne bringes i umiddelbar berøring med lysets kilde. Vi kan glæde os over, at alt, som har været dunkelt for os i Guds forsyns styrelse, da vil blive tydeligt; ting, som er vanskelige at forstå, vil da blive forklaret, og hvor vor indskrænkede forstand blot kunne op.dage forvirring og fejlslagne hensigter, vil vi se skøn og fuldkommen harmoni. »Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende,? ligesom jeg jo blev erkendt.« 1Kor. 13,12.
Guds børn er kaldede til at være Kristi sendebud og til at vidne om Herrens godhed og nåde. Ligesom Jesus har åbenbaret Faderens sande væsen for os, således skal vi åbenbare Kristus for en verden, som ikke kender hans ømme, forbarmende kærlighed. Jesus sagde: »Ligesom du har udsendt mig til verden, så har også jeg udsendt dem til verden.« »Jeg i dem og du i mig, ..... at verden må erkende at du har udsendt mig.« Joh. 17,18.23. Apostelen Paulus siger til sine disciple: I er Kristi brev, som kendes og læses af alle mennesker.« 2Kor. 3,3.2. I enhver af sine disciple sender Jesus et brev til verden. Er du Guds barn, er du også hans brev til den familie, den by, den gade, hvor du bor Jesus, som bor i dig, ønsker at tale til deres hjerter, som ikke kender ham. Måske de ikke læser Bibelen eller hører den røst, der taler til dem gennem den. De ser ikke Guds kærlighed i hans gerninger. Men hvis du er en sand Jesu tjener. vil de måske gennem dig kunne ledes til at forstå hans godhed og lære at elske og tjene ham.
De kristne er sat til at være lysbærere på vejen til himmelen. De skal lade det lys, som falder på dem fra Kristus, kaste sit genskin ud over verden. Deres liv og karakter må være sådan, at andre gennem dem kan få en rigtig opfattelse af Kristus og hans tjeneste.
Og er vi Kristi sande disciple, vil vi lade hans tjeneste fremtræde så tiltrækkende, som den virkelig er. Kristne, hvis sind er fyldt med tristhed og bedrøvelse, og som knurrer og klager, giver andre en falsk forestilling om Gud og det kristelige liv. De giver andre det indtryk, at Gud ikke har behag i, at hans børn skal være lykkelige, og derved bærer de falsk vidnesbyrd om vor himmelske Fader.
Satan fryder sig, når han kan lede Guds børn til vantro og forsagthed. Han glæder sig ved at se, at vi nærer mistillid til Gud og tvivler på hans villighed og kraft til at frelse os. Han ønsker, vi skal tro, at Herren vil skade os ved sit forsyns tilskikkelser. Det er Satans værk at fremstille Herren som et væsen, der mangler barmhjertighed og medlidenhed. Han forvansker sandheden og fylder tankerne med urigtige begreber om Gud; og i stedet for at dvæle ved sandheden angående vor himmelske Fader fæster vi alt for ofte vore tanker på Satans falske fremstillinger og vanærer Gud ved vor mistillid og klage. Satan søger bestandigt at gøre det kristelige liv så mørkt som muligt. Han vil gerne have, at det skal tage sig besværligt og vanskeligt ud; når en kristen i sit eget liv fremstiller kristendommen i et sådant lys, støtter han Satans løgn ved sin vantro og sit eksempel.
Under vandringen fremad er der alt for mange, der dvæler ved deres fejltagelser, mislykkede forsøg og skuffelser, og hvis hjerter derfor fyldes med sorg og modløshed. Medens jeg var i Europa, modtog jeg et brev fra en søster, der havde gjort dette og var dybt bekymret. Hun bad mig om nogle opmuntrende ord. Natten efter at jeg havde læst hendes brev, drømte jeg, at jeg var i en have, og en, som lod til at være havens ejer, førte mig omkring i dens gange. Jeg plukkede blomster og glædede mig ved deres duft. Da henledte denne søster, som havde gået ved siden af mig, min opmærksomhed på nogle stygge torne, der stod hende i vejen. Der stod hun, bekymret og fuld af sorg. Hun fulgte ikke den sti, hvor føreren gik, men vandrede blandt tornene og tidslerne. »Ak« sukkede hun, »er det ikke sørgeligt, at denne smukke have er ødelagt af fårene?« Da sagde vor fører: »Lad tornene være; de vil blot såre dig. Pluk roserne, liljerne og nellikerne.«
Har der ikke været lyse punkter i din erfaring? Har du ikke oplevet lyse stunder, hvor dit hjerte bankede af glæde over Guds ånds værk i dig! Finder du ingen gode oplevelser, når du betragter de forskellige afsnit af dit livs erfaring? Er ikke Guds forjættelser ligesom de vellugtende blomster der vokser overalt langs din vej? Vil du ikke lade deres skønhed og duft fylde dit hjerte med glæde?
Tornene og tidslerne vil blot såre og bedrøve dig. Hvis du kun samler på dem og fremstiller dem for andre, foragter du da ikke Guds godhed og hindrer andre omkring dig fra at vandre ad livets vej?
Det er da ikke klogt at fylde sindet med alle de ubehagelige minder fra et henrundet liv dets synder og skuffelser at tale om dem og sørge over dem, indtil vi overvældes af modløshed. En modløs sjæl fyldes med mørke, Den udelukker Guds lys fra sig selv og kaster skygge over andres sti.
Tak Gud for de lyse billeder, han har vist os. Lad os samle de dyrebare forsikringer om hans kærlighed sammen, så vi altid kan betragte dem. At Guds søn forlod sin Faders trone og klædte sin guddom i menneskelighed, for at han kunne udfri menneskene af Satans magt; hans sejr for os, hvorved han åbnede himmelen for menneskene og åbenbarede Guddommens herlighed for dem; den faldne slægt, løftet op af den ødelæggelsens afgrund, hvori synden havde styrtet den, og atter bragt i samfund med den evige Gud, iført Kristi retfærdighed og ophøjet til hans trone når de ved troen på vor Forløser har holdt ud i prøven disse er de billeder, som Gud ønsker, vi skal dvæle ved.
Når det ser ud, som om vi tvivler på Guds kærlighed og viser mistillid til hans løfter, vanærer vi ham og bedrøver Helligånden. Hvorledes ville en moder føle, hvis hendes børn bestandig klagede over hende, som om hun ikke ønskede at gøre dem godt, skønt alle hendes bestræbelser i livet gik ud på at fremme deres velfærd og gøre livet behageligt for dem? Tænk, om de tvivlede på hendes kærlighed; det ville knuse hendes hjerte. Hvilken sorg ville det ikke også være for en fader at blive behandlet sådan af sine børn? Og hvad vil vor himmelske Fader tænke om os, når vi tvivler på hans kærlighed, den, der ledte ham til af give sin enbårne søn, for at vi kunne leve? Apostelen skriver: »Han, som jo ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke også med ham skænke os alle ting?« Rom. 8,32. Men hvor er der dog mange som ved deres gerninger, om ikke i ord, siger: »Herren taler ikke dette til mig. Måske han elsker andre men han elsker ikke mig.«
Ved alt dette skader du din egen sjæl, for hvert tvivlende ord, du ytrer, indbyder du Satan til at friste dig. Det forøger tilbøjeligheden hos dig til at tvivle, og de tjenende engle vil med bedrøvelse forlade dig. Nævn ikke et ord om tvivl og mørke, mår Satan frister dig. Hvis du lader hans indskydelser få indpas i dit hjerte, vil dit sind fyldes med mistillid og oprørsk tvivl. Lader du dine følelser komme til udtryk i ord, vil enhver tvivl, du udtrykker, ikke blot virke tilbage på dig selv, men den bliver en sæd, som vil spire og bære frugt i andres liv, og det kan blive umuligt at modvirke indflydelsen af dine ord. Måske du selv igen kan redde dig ud af fristelsen og Satans snare; men andre kan måske ikke løsrive sig fra den vantro, som du har været skyld i. Hvor er det vigtigt at vi kun taler om sådanne ting, som vil give åndelig styrke og liv.
Englene lytter for at høre, hvilket vidnesbyrd du aflægger for verden om din himmelske Mester. Lad din tale være om ham, som lever for at gøre forligelse for dig hos Faderen. Når du trykker en vens hånd, så lad Guds pris være på dine læber og i dit hjerte. Dette vil lede hans tanker til Jesus.
Enhver har sine prøver og sorger, som er tunge at bære, fristelser, der er hårde at modstå. Fortæl ikke andre om dine besværligheder, men bring alting til Gud i bøn. Gør det til regel aldrig at tale tvivl og mismod. Du kan gøre meget til at styrke andre i deres bestræbelser ved at tale opmuntrende til dem.
Der kan være mangen sjæl, som er hårdt anfægtet af fristelse og næsten færdig til at give efter i kampen mod kødet og det ondes magt. Gør ikke et sådant menneske modløs i hans hårde kamp. Du skal opmuntre ham indgyde ham håb og tro og hjælpe ham frem på vejen. Således kan Kristi lys udstråle fra dig. »Ingen af os lever for sig selv.« Rom. 14,7. Ved vor ubevidste indflydelse kan andre enten blive opmuntrede og styrkede eller de kan blive modløse og stødes bort fra Kristus og sandheden.
Mange mennesker har et helt fejlagtigt begreb om Kristi liv og karakter. De mener at han var blottet for varme og solskin, at han var alvorlig, streng og glædeløs. I mange tilfælde farves hele det kristelige liv af dette mørke syn.
Man siger ofte, at Jesus græd, men at ingen så ham smile. Vel er det sandt, at Frelseren følte sorg og var kendt med smerte, fordi han åbnede sit hjerte for al menneskelig elendighed; men trods det, at han levede et selvfornægtende liv som smerte og bekymring kastede sin skygge over var hans sind dog ikke nedtrykt. Hans ansigt var ikke præget af sorg og græmmelse men vidnede altid om fredfyldt ro. Hans hjerte var et livets kildespring og hvor som helst han gik bragte han hvile og fred, fryd og glæde med sig.
Vor Frelser var meget alvorlig, men han var aldrig mørk og fortrædelig. Hans efterfølgeres liv vil være fuldt af alvorsfulde forsætter. De vil føle deres personlige ansvar dybt, Letsindighed vil blive undertrykt; de vil ikke bære nogen støjende lystighed til skue, ikke komme med nogen grov spøg. Jesu religion giver fred som floden. Den udslukker ikke glæden lys. Den forbyder ikke munterhed eller formørker det glade, smilende ansigt. Kristus kom ikke for at lade sig tjene, men for at tjene; og når hans kærlighed hersker i hjertet, vil vi følge hans eksempel.
Hvis vi tænker meget på andres uvenlige og uretfærdige handlinger, vil det være os umuligt at elske dem således, som Kristus har elsket os. Men dvæler vore tanker ved Kristi underfulde kærlighed og medfølelse med os, vil vi vise det samme sindelag mod , andre. Vi bør elske og agte hverandre trods de fejl og ufuldkommenheder, som vi ikke kan undgå at se. Vi bør bortkaste al egenretfærdighed og opelske ydmyghed og tålmodig overbærenhed med andres fejl. Delte vil udrydde al smålig egenkærlighed og gøre os højsindede og liberale,
Salmisten siger: »Stol på Herren og gør det gode, bo i landet og læg vind på troskab.« Sal, 37,3. »Stol på Herren.« Hver dag har sin byrde, sine bekymringer og besværligheder, og hvor tilbøjelige er vi ikke til at tale om vore besværligheder og prøver, når vi mødes. Så mange indbildte besværligheder trænger sig ind, man nærer så megen frygt og taler om så mange bekymringer, at man kunne komme til den slutning, at vi ikke har nogen medlidende, kærlig frelser, der er villig til at høre alle vore begæringer, og som vil give os betimelig hjælp i enhver nødens stund.
Der er dem, der altid nærer frygt og plages af indbildte besværligheder. Hver dag er de omgivet af tegn på Guds kærlighed, hver dag nyder de godt af hans forsyns overdådige gaver, men de lægger ikke mærke til disse velsignelser. Deres tanker dvæler stadig ved et eller andet ubehageligt, som de frygter for vil komme over dem. Eller der kan være en eller anden virkelig besværlighed, som, hvor lille den end er, alligevel lukker deres øjne for de mange ting, der burde vække taknemmelighed. De besværligheder, de møder, gør dem urolige og klagende og adskiller dem derfor fra Gud i stedet for at lede dem til ham, den eneste kilde, hvor de kan erholde hjælp.
Gør vi rigtigt i at være så vantro? Hvorfor skal vi være så utaknemmelige og vise så liden tillid? Jesus er vor ven. Hele himmelen er interesseret i vort velfærd. Vi br ikke tillade hverdagslivets besværligheder og bekymringer at plage sindet og formørke vort ansigt. Gør vi det, vil der altid være noget, der plager og besværer os. Vi bør ikke nære bekymringer, som blot nedtrykker og svækker os, men ikke hjælper os at bære vore prøvelser.
Måske du møder vanskeligheder i din forretning. Måske dine udsigter bliver mørkere og mørkere, og måske trues du af tab. Men tab ikke modet. Kast al din sorg på Gud og vær rolig og frimodig. Bed om visdom til at lede dine anliggender med forstand, så at du kan undgå tab og ulykke. Gør alt, hvad du kan, for at opnå et gunstigt resultat. Jesus har lovet sin hjælp men ikke uden vore bestræbelser. Når du i tillid til ham, som er vor hjælper, har gjort, hvad du kan, så tag med frimodighed imod følgerne.
Det er ikke Guds vilje, at hans folk skal nedbøjes af bekymring Men vor Herre bedrager os ikke. Han siger ikke til os: »Frygt ikke, der er ingen fare på din Vej.« Han ved, der er prøver og farer, og han skjuler det ikke for os. Han siger ikke til sine børn, at han vil tage dem ud af en ond, syndig verden, men han henviser dem til et aldrig svigtende tilflugtsted. Hans bøn for disciplene var: »Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.« I verden,« siger han, »har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Joh. 17,15; 16,33.
I sin bjergprædiken gav Jesus sine disciple en dyrebar undervisning med hensyn til nødvendigheden af at forlade sig på Gud. Hensigten med denne undervisning var at opmuntre Guds børn gennem alle tider, og den er fuld af lærdom og. trøst for dem, der lever i de sidste dage. Frelseren henviste disciplene til himlens fugle, som sang deres lovsange uden nogen bekymring; thi »de sår ikke og høster ikke«. Og dog sørger Den himmelske Fader for dem. Frelseren spørger: »Er I ikke meget mere værd end de?« Matt. 6,26. Den store Skaber, som sørger for mennesker og dyr, oplader sin hånd og mætter alle sine skabninger. Fuglene i luften er ikke så ringe, at han glemmer dem. Han lader ikke føden falde i deres næb; men han sørger for deres behov. De må samle den føde, han bereder for dem. De må skaffe det nødvendige til deres små reder. De må føde deres unger. De går til deres arbejde med sang; thi »eders himmelske Fader føder dem«. Og »er I ikke meget mere værd end de« Er ikke I, som tilbeder Gud med forstanden og i ånden, mere værd end fuglene? Vil ikke han, som gav os livet, som skabte os i sit eget billede og som bevarer vort liv, skaffe os, hvad vi behøver, dersom vi blot forlader os på ham?
Kristus henviste sine disciple til markens blomster, som vokser i stor mangfoldighed og stråler i den enkle skønhed, som deres himmelske Fader har givet dem som et udtryk for hans kærlighed til menneskene. Han sagde: »Betragt liljerne på marken, hvorledes de vokser.« Matt. 6,28. Disse naturlige blomsters skønhed og enkelhed overgår langt Salomons herlighed. Den pragtfuldeste dragt, menneskelig kunst kan frembringe, tåler ingen sammenligning med den naturlige ynde og strålende skønhed, markens blomster er klædt i, og som Gud har skabt. Jesus spørger: »Klæder da Gud således det græs på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende?« Matt. 6,30. Dersom Gud, den himmelske kunstner, giver de simple blomster, som visner på en dag, deres pragtfulde og vekslende farver, hvor meget større omsorg vil han da ikke have for dem, som er skabt i hans eget billede. Denne Kristi undervisning er en irettesættelse for det vantro hjertes ængstelse, uro og tvivl.
Herren vil, at alle hans sønner og døtre skal være tillidsfulde og lydige. Jesus siger: »Min fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som verden giver. Eders hjerte forfærdes ikke og forsage ikke!« Dette har jeg talt til eder, for at min glæde kan være i eder, og eders glæde kan blive fuldkommen.« Joh. 14,27; 15,11.
Den lykke, som søges af egennyttige bevæggrunde uden for pligtens vej, er upålidelig, lunefuld og flygtig. Den forsvinder, og sjælen fyldes med ensomhed og sorg. Men Herrens tjeneste bringer glæde og tilfredshed. En kristen behøver ikke at gå på usikre veje; han overlades ikke til forfængelige bekymringer og skuffelser. Dersom vi ikke har dette livs glæder, så kan vi alligevel glæde os ved at se fremad til det tilkommende liv.
Men selv her kan kristne glæde sig i samfund med Kristus. De kan have hans kærligheds lys og stadig trøst af hans nærværelse. Ethvert skridt i vort liv kan bringe os nærmere til Kristus, kan give os en dybere erfaring i hans kærlighed og bringe os nærmere til fredens velsignede hjem. Lad os da ikke kaste vor frimodighed boet, men nære en fast forvisning, fastere end nogen sinde før. »Hidtil har Herren hjulpet os« (1Sam.7,12), og han vil hjælpe os indtil enden. Lad os betragte vor henrundne erfaring og lad den minde os om, hvad Herren har gjort for at trøste os og for at frelse os fra ødelæggerens hånd. Lad os bevare i frisk minde al den ømme nåde, Gud har vist os. Lad os ikke glemme de tårer, han har borttørret, de smerter, han har lindret, de bekymringer, han har fjernet, den frygt han har borttaget, de mangler han har afhjulpet, de velsignelser, han har skænket. Dette vil styrke os til at møde alt, hvad der forestår os på resten af vor pilgrimsfærd.
Vi kan ikke andet end vente nye vanskeligheder i den kommende kamp; men vi kan betragte det forbigangne såvel ,som det tilkommende og sige: »Hidtil har Herren hjulpet.« Prøven vil ikke overstige den styrke, Herren vil skænke os til at udholde den. Lad os derfor tage fat på vor gerning, hvor vi finder den, og tro at hvad der end komme, så vil vi få styrke i forhold til prøven.
Engang vil himmelens porte blive åbnet for Guds børn, og velsignelsen fra herlighedens konges læber vil lyde for deres øren som den herligste musik, »Kom hid, I min Faders velsignede! Arv det rige, som har været eder beredt fra verdens grundlæggelse.« Matt. 25,34.
Da bydes de forløste velkommen til det hjem, som Jesus bereder for dem. Der skal de ikke være i selskab med jordens ugudelige mennesker: løgnere, afgudsdyrkere, urene og vantro, men de skal samles med dem, der har sejret over Satan, og som ved Guds nåde har udviklet en fuldkommen karakter. Enhver syndig tilbøjelighed, enhver ufuldkommenhed, som besværede dem her, er da fjernet ved Kristi blod, og han ifører dem sin ypperlighed og glans, der langt overgår solens glans. Hans åndelige skønhed, hans karakters fuldkommenhed skinner gennem dem og overgår langt al udvortes glans. De er ustraffelige for den store hvide trone, delagtige i englenes værdighed og privilegier.
»Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl« (Matt. 16,26), når det betænker den herlige arv som det kan opnå? Man kan være fattig, men dog i sig selv besidde en rigdom og værdighed, som verden aldrig kan give. Den forløste og fra synden rensede sjæl, hvis ædle evner alle sammen er helliget til Guds tjeneste, er af uberegnelig værd, og der er glæde i himmelen for Guds ansigt og blandt de hellige engle over hver eneste genløst sjæl, en glæde, som udtrykkes i hellige sejrssange.